|
Mere Wilson
Goddag (aften/nat whatever) Og til sidst, den hér skal du lige høre: Min før
omtalte ven bor på Djurs, og sendte sin kone ned til Bogbussen (der
kører ud fra Randers, tror jeg) for at blive skrevet op til "Rum",
når biblioteket havde fået den rekvireret, indbundet etc. VH. Henrik Stæhr PS. Jeg kan ikke takke dig nok for dine bøger, de har været en vigtig del af min litterære "kost" de sidst 25 år.
SVAR
Jeg er bange for, at du enten har været offer for en af de mere sejlivede vandrehistorier om mig, eller også har en kvik bibliotekar haft din ven til bedste. Måske er de lidt trætte af at høre om martyren Neutzsky-Wulff og de onde, onde mennesker, der forfølger ham. I virkeligheden er det naturligvis et fåtal (om end ret så højtråbende) som ser sig moralsk forpligtet til at "advare" imod mig - hvilket jo i en forstand er al ære værd - resten don't give a flying f... about me og har højst et smil tilovers for min presse, som de sikkert ofte forveksler med manden. Med boghandlere og bibliotekarer får jeg tit en sludder, når jeg kommer forbi, vi er jo i den samme branche. At undlade at anskaffe en bog, man har købere/lånere til (og jeg hører besynderligt nok til de mere udlånte) er der vist ikke nogen, der har overvejet det sidste århundrede eller så. Jeg kender i øvrigt meget naturligt Randersegnens bogbus-"chauffører", jeg bor jo også i området, som er lige så venlige og imødekommende som alle andre. Randers Bibliotek køber ligesom alle andre biblioteker alle mine bøger pr. automatik. Du kan bestille dem fra deres hjemmeside www.randersbib.dk, hvor du kan vælge imellem 39 (niogtredive) Neutzsky-Wulff-titler. RUM er ikke overraskende udlånt - I checked - men der bliver et eksemplar ledigt den 19. februar. Så det er sjovt, hvad du fortæller, som der står i sangen - eller måske er det ikke så sjovt længere. Jeg ved naturligvis, at det er en væsentlig del af romantikken omkring mit forfatterskab, at du og din ven er de eneste, der læser mig, at jeg er bandlyst fra bibliotekernes hylder, og at boghandleren brænder RUM i baglokalet (sammen med et par andre titler på bestsellerlisten, han ikke synes om) - men jeg er bange for, at den kedsommelige sandhed er, at jeg udkommer, sælges og udlånes i oplag, der er ganske almindelige for en veletableret forfatter, og behandles derefter af boghandlere og bibliotekarer. Jeg håber, det er i orden ... PS: Er det ikke nemmere for din ven at låne på det lokale 1.000-binds-bibliotek - det må vist være "Nørre Djurs Bibliotek" i hans tilfælde. Det ser ikke ud, som om de har fået RUM endnu, men når de har købt Okkultisme & Magi, får de nok også den, skal I se ...
|