Guldalder

Godt svar! Jeg havde nok regnet med et epos eller et epigram. Men selv
opblæste personer kender tilsyneladende deres plads og begrænsninger, som du
så rigtigt anfører.
Tillykke med den fine observation: Der var så sandelig en ironisk undertone
i mit brev. Da én betragtning er en anden værd, vil jeg tillade mig selv at
komme med en.
Du er mere lun, end du har ry for at være. Din skrivestil er skarp, men også
venlig - minder lidt om en komposition af Mozart. Denne betragtning går
naturligvis fint i spænd med den almene opfattelse, at du er en overbegavet,
psykopatisk dukkefører; men hvem ved, måske føler du for andet end din mage
og dit forfatterskab. For mig gør det ingen forskel.
Der er en ting, jeg gerne ser, at du uddyber: I forbindelse med snakken om
"min skæbne som gymnasielærer," nævner du den svundne guldalder. Tænker du
på antikken som en guldalder?

Kærlig hilsen
David

SVAR

Ja - jo - det var nu nærmest modtagerens begrænsninger, jeg tog i betragtning. "Psykopatisk dukkefører", nåja, hellere en Svengali end et flæb - og hellere en overdreven respekt for ens person end det modsatte. It should make no difference to you, how and for whom I feel, since it's none of your goddamn business.

Selv gymnasielærere har en forestilling om, at antikken var mindre barbarisk end deres eget tidsafsnit. En guldalder kan den vel næppe kaldes, selv om den af og til "giver et glimt tilbage" - for nu at være Oehlenschlägersk.

Det glæder mig, at du er kommet tilstrækkelig meget ud af dit deprived child-vrøvl til at kunne læse mig. You could do worse.