Mondo Franko

En af mine yndlingsbøger hedder »The Psychotronic Encyclopedia of Film«. Psykotronisk er forfatterens betegnelse for en bestemt type film, som er en smule vanskelig at definere. Somme tider dækker udtrykket »so bad it's good«, og der kan næppe være tvivl om, at Ed Wood er genrens Shakespeare. Naturligvis er der ikke meget grund til at se en film, fordi den er dårlig, men dårlig ud fra hvilke kriterier?
Ofte kan en film være så personlig, at den er (næsten) uigennemtrængelig, men - hvis det lykkes - derfor også lidt mere spændende end dusinprodukterne. Er den tillige politisk korrekt, skal den nok finde sit publikum, gennet ind i biografen af kritikere med sjove hatte (hvor film jo som bekendt skal ses, hvis det er publikums intelligente kommentarer, man er interesseret i). Men hvad nu, hvis den er det stik modsatte? Ja, så må den siges at falde ind under det psykotroniske. Sådanne film er naturligvis dårlige i mere end een forstand. Uden et produktionsselskab er budgettet nærmest ikke-eksisterende, og det betyder ingen eller dårlig instruktør, amatørskuespillere, og så videre.
Ofte er psykotroniske film banebrydende ved at tillade sig andre former for ekstravagancer. De kan være lettere pornografiske eller indeholde grafiske skildringer af eksotiske dødsmåder. En subgenre bestræber sig på at skildre voldshandlinger så realistisk som muligt. Noget sådant kan have en vis virkning i et kunstværk, men i disse film er det simpelt hen kvalmt - som at se en pornofilm eller drikke en flaske tomatketchup. Selv går jeg altid i en stor bue uden om rene spekulationsfilm som »Schindler's List«. Derimod har jeg en stor svaghed for psykotroniske film som sådan, og jeg kastede mig derfor grådigt over mit frieksemplar af »Mondo Franko«.
Det hører selvfølgelig med, at sådanne blade ganske åbenbart er skrevet af folk, der har fået deres hjerne ædt af zombier, som derfor ingen som helst anelse har om retskrivning, og hvis eneste kvalitetskriterium er, hvor mange af filmens scener de kastede op over. Det er sådan set det, der undrer mig mest, at der åbenbart er tale om rent selvplageri - ingen af skribenterne giver udtryk for, at de har følt nogen ophidselse eller tilfredsstillelse ved at se disse film. Men det kommer måske, når de kommer i puberteten ... Indimellem forsøger et par leksikonstile om vampyrer og Star Trek at højne niveauet, men i virkeligheden er det jo bedøvende ligegyldigt. Tiltrækningen ligger i alle tilfælde i at studere posters og læse handlingsreferater af mystiske film. Jeg meldte mig straks under fanerne - til gengæld for en masse gratis film, jeg manglede i min samling - hvorfor man altså fra og med næste nummer, som vist skulle komme i september, vil kunne finde mig blandt de ærede kritikere. Jeg har i øvrigt fået redaktørens tilladelse til også at bringe mine anmeldelser her på siden. Det er selvfølgelig ikke det samme - man kan jo ikke tage sin computer med på lokum - medmindre selvfølgelig man har en crap-top - ligesom man går glip af de mange illustrationer, som jeg her bringer et udvalg af ...