Dianakult 1 af Chresteria

Ja, så er jeg her igen. Tak for dine gode indlæg, Bo. Det skulle undre mig, hvis interessen for Dianakult ikke skulle være særlig stor (alene besøgstallet taler da for en vis interesse). For RUM-rejsende er der i hvert fald meget at hente, og et studium af kulten kan ligefrem fungere som en form for nøgle, skulle jeg mene. Kulten er jo parallel til indvielsen i Demeter-kulten, og som altid har også mandlige håbefulde myster gavn af at beskæftige sig med kvindeinitiationer.
Det kan være svært at beskæftige sig med myter og i forbindelse hermed kulter, fordi der er så mange lag, som ikke særlig let lader sig adskille. Ofte forekommer elementer i den samme myte direkte modstridende, men dette skyldes som regel kun, at man ikke har fået lagt puslespillet rigtigt.
Til arbejdet med forståelsen af det antikke mytologiske materiale vil jeg foreslå, at man anvender den Neutzsky-Wulff'ske model om de forskellige aldre/perioder, der er en genoplivning af antikkens egen idé om verdensaldrene (jf. Hesiod: Værker og Dage 109ff., Ovid: Metamorphoses I 89ff. og Indføring i RUM kap. 14). Erwin brugte desuden en del tid på at præsentere modellen på mystagogik-kurset i kulturhuset. At modellen er et udtryk for antikkens egen måde at anskue tingene på, er for mig at se dens største styrke.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at disse aldre/perioder, selv om de selvfølgelig er en beskrivelse af den kulturelle udvikling, anvendes til at karakterisere forskellige træk i myten, der hører til den pågældende alders verdensforståelse, ikke kronologisk at tidsfæste myten. Myten, som vi kender den, indeholder forskellige elementer, der ikke rækker lige langt tilbage. Man kan også tale om, at en kult i et bestemt tidsafsnit søger tilbage mod en tidligere periodes verdensopfattelse. Dette gælder f.eks. de eleusinske mysterier - og også Dianakulten. Hvis man med denne model i baghånden kan skille de enkelte elementer fra hinanden og dermed lægge puslespillet på en måde, der giver mening inden for antikkens egne rammer, får man pludselig en meget større forståelse af det 'mystagogiske' indhold i myterne.
GULDALDEREN repræsenterer jægersamfundet og dets totemisme. Jægeren frembringer selv byttedyret og verden, hvorfor der ikke er brug for en skelnen mellem 'han' og 'hun'. Seksualiteten spiller derfor ingen rolle. Der er ikke nogen modsætning/noget skel mellem menneske og verden. Gudernes dyrekarakter hidrører således fra denne periode.
I Dianakulten dyrkes hesten og træet, hhv. repræsenterende det mandlige og kvindelige, og gudindens præstinder var tæmmede hopper, jf. også Rex Nemorensis (Frazer) og Hippasia-kapitlet i RUM. Diana (og til yderligere belysning Artemis i græsk mytologi) er jægersken i skoven, de vilde dyrs moder, svarende til havets moder hos eskimoerne. Hun ses på vasemalerier ofte afbildet med en vrimmel af vilde dyr omkring sig (et motiv, der i øvrigt går igen i det arkæologiske materiale fra oldtiden generelt).
Denne opfattelse findes på overgangen mellem guld- og SØLVALDER, som hænger sammen med agerbrugets indførelse. Frembringelsen af verden knyttes nu sammen med seksualiteten. Sex mellem 'han' og 'hun' resulterer i afkommet, den ny verden. Og som kalven på marken har en moder, må dette også gælde de vilde dyr, der således ikke længere genereres af jægeren. I stedet oprettes en pagt mellem ham og gudinden. Mennesket skiller sig ud fra verden, der regeres af et sølvaldergudepar: en månegudinde og en solgud.
Et sådant typisk par er Diana og hendes mage Virbius (egtl. Vir-bi-vius, "manden med de to veje" - om solen modsat månen/Diana, som er Tri-via), der, som Bo skriver, også associeres med f.eks. Hippolytos. Også Janus har som sagt på et tidligt tidspunkt indtaget denne plads. I de latinske tekster kaldes hun ofte Phoebe og er søster til solguden Phoebus (Apollon og Artemis), men oprindelig har de været mand og hustru. Der har selvfølgelig eksisteret mange forskellige sådanne sølvaldergudepar, der alle i KOBBERALDEREN afløses af Zeus og Hera/Iuppiter og Iuno. Disse detroniserede ældre guder kan findes i myter om dødelige, der straffes for at have udgivet sig for Zeus og Hera, hvilket f.eks. er tilfældet med Ceyx og Alcyone (dette nævnes dog ikke i Ovids version, men ses hos f.eks. Apollodoros). Handlingen i myten vidner med andre ord om et generationsskifte. Også Diana underordnes de olympiske guder, som en datter af Iuppiter.
Grunden til, at den mandlige guddom forekommer så usynlig eller underordnet i kilderne skyldes, at han repræsenterer det TRANSCENDENT mandlige. Det er det kvindelige/gudinden, der står som det centrale ('hunnen' som fødende afkommet/verden). Verden genereres i sølvalderen som et trekantsdrama: Over sig har gudinden sin transcendente mage, mens hun under sig har sine dødelige elskere, menneskene (i kulten, hvis initiander er piger, formidler kvinden det religiøse mysterium til manden). Denne modus operandi kan godt afføde en vis jalousi, jf. myten om Orion, hvor Apollon lokker Artemis til at ramme den ulykkelige elsker med en af sine dødbringende pile. Kyskheden, som er så vigtig for kvinderne i Dianas følge (og f.eks. også vestalinderne) skyldes, at initianderne ikke har omgang med dødelige mænd, men netop med det transcendent mandlige, som de møder for første gang under initiationen. Gudindens egen kyskhed afspejler selvfølgelig også dette. Dianakulten repræsenterer, ligesom Demeterkulten, en sølvalderindvielse, og det er derfor ud fra en sølvaldertankegang, man skal forstå disse indvielser. Opgaven består så i at søge at skille sølvalderelementer fra den kobber- og jernaldertankegang, der er så fremherskende i det mytologiske materiale.
På overgangen fra sølvalder til KOBBERALDER findes heroerne, gudernes afkom med menneskene. Magtforholdet mellem kvinde og mand byttes om, idet der nu lægges vægt på krigeren. Ser man på gudeparret Zeus og Hera, er det tydeligt, at det er den mandlige guddom, der bestemmer. Zeus tager sig så mange elskerinder, han lyster, mens Hera intet andet kan gøre end at hævne sig på de stakkels kvinder. Et vigtigt spor til at skelne mellem sølv- og kobberaldertræk er derfor at se på magtforholdet mellem mand og kvinde.
JERNALDEREN er den sidste af perioderne og udgør købmændenes tidsalder. Snuhed og evne til at snyde andre anses for dyder. Odysseus er en sådan overgangsfigur mellem heroernes alder og jernalderen. Hans snuhed og 'købmandsmentalitet' adskiller ham fra de andre heroer ved Troja. Hvor en opretholdelse af pagten mellem guder og mennesker er vigtig i kobberalderen, kendetegnes jernalderen af den brudte pagt. Alt det antikke skriftlige materiale hører til denne alder, hvilket er vigtigt at huske i arbejdet med kilderne. Jernalderen har således persisteret lige fra antikken og frem til i dag.
Tilnavnet Lucina, som Diana bærer, beskriver hende som fødselsgudinde, hende, der bringer lyset ind i mørket, i.e. sjælen ind i barnet. Navnet er knyttet til den tiltagende måne. Derfor er hun i dette aspekt også gudinde for genfødsel, dvs. initiation.
Myten om Iphigenias ofring er et godt eksempel på en beskrivelse af denne initiation. Synet herpå i Euripides' to tragedier (Iphigenia i Aulis og Iphigenia i Tauris) er negativt, men teksten repræsenterer jo også et kobber-/jernaldersyn på den ældre sølvalderindvielse. Agamemon har forbrudt sig imod Artemis (dette nævnes ikke hos Eurpides, men derimod hos Apollodoros), og dette pagtsbrud angives som årsagen til, at han skal ofre sin datter til gudinden. I sidste øjeblik erstatter Artemis pigen med en hind, som i myten om Isaks ofring, og fører hende bort til sit tempel, hvor hun skal tjene som præstinde.
Det årlige offer, som er nødvendigt for opretholdelsen af verden, ses i myten om den af Artemis favoriserede Hippolytos, hvis navn betyder "Vildhesten". Han bliver dræbt af sine egne heste, dvs. slås ihjel af totemdyret, og er således centrum for en hestekult. Ovid fortæller i sine Metamorphoses (15. bog), at Diana sætter liget sammen igen og lader Hippolytos bo i sin hellige lund som Virbius.
En anden gruppe af initiander er de såkaldte 'arktoi' eller ursulae, hunbjørne, særligt udvalgte unge piger, der tjente i templet. En pige fra Dianas følge, Callisto, forvandles af Iuno til en hunbjørn, efter at Iuppiter har gjort hende gravid, og hun og sønnen ender som hhv. Store og Lille Bjørn på stjernehimlen (de to Karlsvogne). Et hint om Dianas tidligere høje status som gudinde findes i Callistos replik til Iuppiter, der for at komme i nærheden af den kyske unge pige har forklædt sig som selve Diana. Pigen siger, at gudinden for hende er større end selveste Iuppiter.
For mig er et af de mest slående træk ved Diana og kulten omkring hende, at jo dybere og længere tilbage man graver, jo større og 'bredere' bliver gudinden. Hendes oprindelse som italisk hovedgudinde gemmer sig nemt bag hendes mere underordnede plads i det olympiske pantheon, vi præsenteres for i de overleverede myter fra antikken.