Politiken er gået i panik. USA’s ambassadør i Danmark har udtalt sig om Demokraternes valgsvindel.
Det skal man ikke. Ikke i Politiken.
Tonen er som sædvanlig i dette organ Roland Freislers. En sag har trods alt kun to sider, når der ikke er kapitalinteresser involveret.
USA’s ambassadør i Danmark spreder falske påstande. Ligesom i 1936, da den Internationale Olympiske Komites formand efter en samtale med Føreren kunne meddele, at rygtet om koncentrationslejre var politisk motiveret, ”baseret på grundløse erklæringer, hvis falskhed jeg uden vanskelighed har afsløret”.
Og Donald Trump var en farlig mand. Ligesom Churchill.
Panikken er dog selvsagt mindre i officinerne, end da det umulige skete: En præsident indvalgt af arbejderklassen, der gav de sorte og spansktalende mad på bordet og tag over hovedet i stedet for HOPE. Sæt, de blev så uppity, at man ikke længere kunne holde dem på plantagen og i ghettoerne?
Denne gang var man imidlertid bedre forberedt. Efter utallige mislykkede statskup faldt man omsider tilbage på den nemmeste løsning.
Efter Demokraternes forsikringer om at ville fjerne den demokratisk valgte præsident ”med lovlige eller ulovlige midler”, samt at man under ingen omstændigheder ville acceptere en republikansk valgsejr, de kapitalejede mediers og sociale mediers censur og måneders terror i de amerikanske storbyer, der i sammenligning får SA til at ligne pigespejdere, skal man naturligvis være defekt for at tro på ”præsidentvalget”. Men det er heller ikke det, sagen drejer sig om.
Det handler om intimidation. Og ret skal være ret: Bag Politikens hysteri er skamrødmen tydelig at se.
Be First to Comment