AUF WIEDERSEHEN

Kan man leve i en nazistisk verden, en verden, hvor nazisterne vandt? En verden under en hensynsløs diktator, der befæster og udvider sin magt med evige krige.

Som holder pressen, retssystemet og undervisningssystemet i et jerngreb. Hvor ytringsfrihed og fri forskning er hate speech.

Hvor du kan miste dit job, din frihed og dit liv for en uoverlagt bemærkning. Hvor du allerede er mistænkelig, hvis du siger neger, han og hun eller auf wiedersehen i stedet for heil hitler.

Hvorfor deltog du ikke i den nyeste demonstration, det nyeste hærværk, den nyeste bogbrænding? Er du allerede blevet meldt?

Mister du nu dit job? Bliver dine børn taget fra dig?

Dine børn, der er begyndt at se mistroisk på dig, den ældre generation, der ingenting forstår, og som man er nødt til at fjerne. Har du lært at gå den anden vej, når SA tæver en jøde?

Kan man leve i en nazistisk verden? Ja, svin kan, som kun ser truget.

Som føler sig trygge ved at være på det rigtige hold, uanset hvilket hold det er. Nu skal vi ikke overdrive.

Der er meget godt i nazismen. Man kan ikke dømme den på et par af de mest yderliggående.

Et par millioner af de mest yderliggående. Jeg mener, hvad kan man gøre?

Demonstrere og derved blot demonstrere, at man er en af dem, det er så vigtigt at bekæmpe? Det er jo en kendsgerning, at jøderne havde al for stor indflydelse.

Der kommer trods alt flere og flere tilfælde frem, hvor de har gjort sig mindre heldigt bemærket. I pressen.

Kendsgerninger. Nu jeg tænker over det, har jeg selv været udsat for noget lignende.

Me too. Det hele normaliserer sig nok.

Ingen kommer til at hente min jødiske nabo midt om natten. Det er hysteri.

Under alle omstændigheder kommer de ikke til at hente mig. Vel?

Jeg mener, jeg holdt da kæft, ikke? Og for en sikkerheds skyld holdt jeg op med at have noget at gøre med min nabo, der ikke gjorde det.

Eller var det ham, der holdt op med at have noget med mig at gøre?