At Daniel Austin skulle myrde nogen, var en given sag. Men hvem?
Det stod i stadig stigende grad klart for ham, at han som morder befandt sig i en noget speciel situation. Under normale omstændigheder er gerningsmandens hele opmærksomhed henvendt på offeret som en forhindring, han hjertens gerne ville rydde af vejen på mindre dramatisk vis, hvis han kunne, eller genstand for et had, han alene af alle har gjort sig fortjent til.
Her var det omvendt, det vigtige var selve mordet, og offeret ligesom mordvåbnet blot det mest belejlige. Så dr. Austin begyndte at lede efter et egnet emne.
Han søgte det på gaden, i de mange ansigter, der nu ikke mere var hans spejlbillede, eller noget, han var et spejlbillede af. Ej heller var de længere forhindringer, en fængselsmur, det var umuligt at se ende på.
Han var ikke længere offeret, og det fyldte ham med en berusende følelse af ubegrænset magt. De var kort sagt en buffet.
Han fandt det dog umiddelbart svært at vælge, ikke som et barn i en slikbutik, men fordi hans potentielle ofre i stigende grad syntes at opfylde en vis kejsers drøm om una cervix. De flimrede for hans blik, og han indså, at et andet fromt håb var blevet indfriet.
Det var nu ikke længere muligt at skelne menigheden fra prædikenen. Alle livsytringer var, som det er puritanismens art, erstattet af en altomfattende og altgennemtrængende syndsbevidsthed.
Der var nu ikke længere blot umoralske handlinger og umoralske udtalelser, men umoralske tanker, og de stemplede alle deres ophavsmænd som uhyrer på linje med historiens værste massemordere, hjemfaldne til helvedes ild. Det var en medskyld, der hvilede så tungt på de nye stenhjerter, at ingen idé eller tilbøjelighed længere var i stand til at lette fra dem.
Den årtusindgamle krig mellem det gode og det onde var endt i kirkegårdens hjertestilstand. Tilbage var kun selvpineriet, jagten på den skjulte racisme og ubevidste fordom og de selvfornedrende bodsøvelser, mea culpa, mea culpa, mea culpa, og hans første tanke var, at han måtte finde en nigger at lynche, indtil han forstod, at alt dette ikke havde noget med ligeret at gøre, kun med ensretning.
Er det så annonceringen af din næste bog? Og er det så en novellesamling?
HISTORIER tegner på mange måder til at blive et hovedværk – eller i det mindste den fuldkomne forening af skøn- og faglitteratur, der længe har været den retning, forfatterskabet har bevæget sig i. Pointen er, at alt er historier.
Ikke blot verdenshistorien, men videnskab overhovedet. Vi lever ikke med, men i historierne.
Vores virkelighed er ikke mindre mytologisk end den ægyptiske eller den græske. Dette er måske specielt tydeligt nu, hvor vi er ved at få en ny – identitetspolitik, kritisk raceteori, og hvad der nu ellers hører til der Mythus des 21. Jahrhunderts – og lige så sikkert en subkultur af ”fake news” (og når den insisterer: ”hate speech”).
Hvordan forholder denne myte sig til den eneste levende religion, voodoo, befriet for zombier og New Age og gennemanalyseret? Er vi udødelige sjæle, der er fanget i et dødeligt legeme, eller udødelige legemer, der er fanget i en dødelig sjæl?
Svaret får de personer, der rejser hinsides liv og død i den genetiske hukommelse. Og så naturligvis læseren, hvis han kan vente til november 2021!
Yes, Virginia – det nye år bringer også noget andet end lamme pennes inane vås. Måske ligefrem en vaccination mod COR ONEROSUM, for dem, der kan klare det ubehagelige stik!