Skip to content

Hverdagsanimisme I: Resistentialisme

I disse dage, hvor nisser og andre overnaturlige beboere er sluppet løs og måske ligefrem får deres grød, synes det passende at tage et emne op, som meget længe har ligget mig på sinde. Verdens indbyggede fjendtlighed. Eller er det måske venlighed? Jeg vil her plædere for sidstnævnte.

Vi kender det alle sammen – ikke så snart har vi sat os godt til rette for at deltage i et online-møde eller se en film, før maskinen beslutter sig for at opdatere, eller hvad værre er, går i sort. Eller glasset med oliven, som er umuligt at åbne. Hver evig eneste gang vi skal involvere en ting i et gøremål, er der en chance for, at det går galt, og det gør det selvfølgelig især, når det ikke må.

Der er ikke blot tale om drillenisser i maskineriet, det virker, som om verden og alle tingene omkring os besidder en iboende fjendtlighed, som vi støder imod igen og igen. Marmelademadder falder som bekendt næsten altid med marmeladesiden nedad, i hvert fald ifølge Paul Jennings i The Spectator i 1948. Og det har de gjort lige siden.

På trods af indslagets satiriske natur vil de fleste med garanti kunne nikke genkendende til denne verdens iboende fjendtlighed. Og termen resistentialisme er da også blevet hængende som en forklaring, vi med jævne mellemrum kan trække frem og støve af, når vi trænger til et smil over denne irriterende kuriositet ved verden.

For det er rent faktisk den indstilling, mange har til livet generelt. Hånden på hjertet, føler du ikke også, at verden grundlæggende går dig imod? At der eksisterer ligesom en træghed i verden, der altid trækker den anden vej, når du står og har brug for, at tingene går din vej? Det kan være lige fra colaen, der sejler ud over bordkanten, til større begivenheder og forhold, hvor vi altid ser de andre blive tilgodeset, mens vi aldrig selv får den anerkendelse, vi har behov for, eller bliver vist hensyn eller opmærksomhed nok.

Forholdet mellem menneske og verden er med andre ord endt som en mistro, så vi med det samme kan imødekomme den modstand, vi automatisk forventer. I vore stille sind hader vi verden, fordi vi føler os afvist.

Men hvorfor, kunne vi spørge. Hvorfor skulle verden være os fjendtligt stemt? Vi står jo i en slags centrum og har artsmæssigt haft det som blommen i et æg. Skyldes det, at vi er anbragt der, eller har vi slidt og slæbt os til pladsen ved at fravriste verden dens ressourcer, trodse vores biologi og mere naturlige placering som én brik i et større system for at tilrane os magten og placeringen i centrum?

For at kunne besvare det, må vi se nærmere på grundlaget for denne tænkemåde, og når det handler om at holde et spejl op for os selv, er der ingen bedre end Erwin Neutzsky-Wulff. De faglitterære mursten som Det overnaturlige, Religion og Teorien om alting hjælper godt på vej, men på samme tid kan de virke umulige at få hul på. Hver eneste sætning er udfordrende, opslagsbøgerne skal i flittig brug, og man kommer som læser nemt til at sidde med en fornemmelse af at være endnu dummere, end før man åbnede bogen. Læseren er med andre ord i en slags eksistentielt limbo, mens hans gamle verden pilles fra hinanden sten for sten, og en ny bygges ganske langsomt op.

Netop af denne grund er forfatterskabet både så elsket og hadet. Spejlet har vi brug for, hvis vi vil forstå. Det betyder ikke, at vi kan lide, hvad vi ser. Men forståelse kommer som regel heller ikke af at blive klappet på ryggen. Den kommer af at blive skubbet længere ud, end man er tryg ved, at få gulvtæppet trukket væk under fødderne.

Det kan gøres med et ordentligt ryk, der sender læseren pladask med røven i gulvet (Erwin), eller man kan forsøge med små blide ryk, der langsomt trækker tæppet væk, mens læseren hele tiden får lov til at genvinde sit fodfæste (undertegnede). Pædagogikken kan på denne måde variere, men målet er det samme. Og måske kan en kombination være en didaktisk fordel.

Jeg vil således med udgangspunkt i Erwins forfatterskab og religionsmodel forsøge at lirke lidt ved jeres opfattelse af verden og dens virkemåde. For hvad nu hvis verdens iboende fjendtlighed var en stor misforståelse, en mellemfolkelig blindgyde, som vi ikke kan komme længere ned ad, og som i virkeligheden spænder ben for, at vi kommer ind på livet af vores plads i verden og meningen med os?

Hvad nu hvis verdens modstand var vores egen, som vi blot i mangel af bedre viden er endt med at projicere over på verden? Når spejlet vender processen om, sætter det os i stand til at gøre noget aktivt ved problemet. Vil du ikke hellere være venner med tingene omkring dig end skulle bruge energi på at mistro og hade dem?

Der er heldigvis et svar. Det korte svar er ANIMISME. Kort sagt, hvis du taler pænt til tingene, taler de pænt til dig. Hverdagsanimisme er vejen frem til mellemfolkelig forståelse med verden og færre slagsmål med stridbare marmelademadder. Det lange og mentalt lirkende svar vil du få, hvis du læser videre med her. Vi vil starte med liberalismen næste gang og derfra arbejde os længere tilbage til en verden, før fjendtlighed blev udgangspunktet.

Published inUncategorized

6 Comments

  1. Erik Heidemann Andersen Erik Heidemann Andersen

    Dejligt at se noget fra din hånd Chresteria.

    Der må være noget jeg har misforstået, for min verden er venlig, på det nærmeste kærlig. Hvis verden afviser mig – så er det fordi, jeg har afvist verden først.
    Hvis jeg møder modstand, så er det fordi jeg, mentalt, går den forkerte vej.

    Det Overnaturlige er efter min mening den sværeste bog Erwin har skrevet, det tog mig tre tilløb at komme igennem den første gang.
    Til nye læsere kan jeg kun sige: Bliv ved, læs og genlæs! Udforsket er ikke engang påbegyndt. Læs den 10 gange – 15 gange – 20 gange. Rindende vand graver selv sin grøft.

    Jeg glæder mig til at læse din fortsættelse.

    Må jeg kopiere teksten, og poste den på min Facebook side? Selvfølgelig med behørig henvisning både til dig Chresteria og til Bloggen.

    Med venlig hilsen
    Erik Heidemann Andersen

    • Mange tak, Erik! Dejligt, at du læser med. Og jeps, selvfølgelig må du citere/viderebringe på din FB-side.

      Du er jo en garvet ENW-læser, så det er ikke så mærkeligt, hvis din verden er venlig. Det er godt at høre.

      Dit råd til nye læsere er også værdifuldt – læs og læs igen. Tyg grundigt på hvert eneste punktum og lad det bundfælde sig. At læse Erwin er en mangeårig proces. Jeg kan trøste evt. trætte læsere med, at jeg stadig læser og lærer nyt hele tiden. Det er jo i virkeligheden det bedste ved forfatterskabet, at man konstant opdager, at nu har man igen lært noget nyt. Og pludselig ser puslespillet lidt anderledes ud.

      Venlig hilsen
      Chresteria

  2. Nikolaj Køhler Wolthers Nikolaj Køhler Wolthers

    Tak!

  3. Henrik Schmidt Henrik Schmidt

    Det er et godt projekt, med små blide ryk, som du skriver. Jeg har prøvet begge tilgange og oplever klart din tilgang, lirke lirke, kigge kigge, som den bedste måde at finde tilbage til en venligere verden. Det er jo heller ikke fordi det er totalt ukendt land. Boede vi der måske ikke alle i barndommen, da alt betydningsfuldt havde navne eller personlighed? Så gå hen og gør ligeså! Jeg læser videre og glæder mig over at du stadig skriver. 😊

    • Tak, Henrik! Det er jeg rigtig glad for at høre. Og det lyder rigtig godt, at tilgangen giver mening for dig.

      Det med den levende verden er lidt af en kæphest for mig, og jeg oplever selv, at den lirkende tilgang, som du kalder det, med et lille skridt ad gangen faktisk kan bringe én rigtig langt, når blot man gør det dagligt eller i hvert fald ofte. Ligesom Erwins Quotidie lapis!-novelle i “Døden”. 🙂

      Og du har så evig ret i, at det ikke er så meget at lære helt nyt, som det snarere er en aflæring af voksenlivets uvaner og den sørens konsensus. For når den forsvinder, er vi lige præcis tilbage i barndommens mere levende univers. Religiøse oplevelser beskrives netop også af mange som en følelse af at vende Hjem.

Leave a Reply to Nikolaj Køhler Wolthers Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *