Ingen var mere undertrykte af dette dysangelium end de kanoniserede negre, kvinder og bøsser, tolerancens Sturmabteilungen, dømt til evig demonstrativ krænkethed. Den sorte politibetjent, der stod i vejen for de fredelige plyndringer, mord og hærværk, var på en måde lige så meget værre end sine hypotetiske herrer, som den hvide hyrde var bedre end det sorte får, hun gav sine weekender for.
Højt hævet over den angrende masse stod trods alt de hellige kvinder, der faldt i trance, skreg hysterisk og slog sig for det flade bryst, mens den undrende og respektfuldt betragtede dem, ofte bevæget til tårer over deres fromhed. Hvad havde de ikke lidt, disse amazoner og vestalinder, vikariøst i deres forstadsvillaer?
Og for at ingen natur skulle snige sig ind i den tilstræbte gleichschaltung, var det unaturlige det nye sort, mænd i dametøj og hunde, der gik på to, som vel at mærke ikke skulle tolereres som ligeværdige på trods af deres alternative salighed, men tilbedes og imiteres, vel vidende, at ingen nogen sinde ville kunne nå deres viderekomne menneskelighed. Not all lives mattered, og da især ikke de ciskønnede undermennesker, der lå under for deres dyriske drifter og kønskromosomer.
Man måtte trods alt gøre noget for de dumme bønder, der, befriet for deres jord, var blevet livegne, og som for hvert nyt skatteår blev malket og slagtet mere effektivt og humant, og som frem for alt aldrig måtte fatte mistanke til deres demokratiske herrer. Trods alt forbrugte de det, de selv skabte, men af en eller anden grund blev der altid et lille overskud.
Hamsterhjulet måtte holdes i gang, men hvorfor drive det med drift, når det kunne drives med korrekthed? Hvorfor friste med en blodig bøf, når man kunne frelse med brune bønner?
Hvad var vel bordets og livets glæder i forhold til bevidstheden om, at man tjente Gud og reddede verden? Og Daniel Austin indså, at dumheden var blevet uigennemtrængelig, og at der ikke længere var nogen mennesker tilbage for ham at myrde.
Han rynkede brynene. I alle diktaturer var der dissidenter.
Hvor var de? At de ikke ville komme til orde i medierne, sagde sig selv, men i de sociale?
Også her var der dog blevet ryddet godt ud. Kun enkelte vanskabte vækster stod tilbage, og det var her, dr. Austin omsider erfor sandheden.
Demokraterne var satanister, der ofrede børn, dog først efter at have stillet deres lyster på dem. Donald Trump var den ventede Messias, og Dommedag dermed umiddelbart forestående.
Da fattede Daniel Austin atter håb for nationen. Intelligens er trods alt ikke meget værd i en svinesti.
Det eneste middel mod dumhed er en større dumhed.
Be First to Comment