Et nyt tiår – krig og diktatur

”We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness.” Med disse ord gik Platons drøm i opfyldelse.

Statsmagten i hænderne på filosoffer. Mindre entusiastisk ville han dog formodentlig have været, når det gjaldt fortsættelsen: ”That to secure these rights, Governments are instituted among Men, deriving their just powers from the consent of the governed.”

I Europa skulle monarki da også gå umærkeligt over i diktatur. Demokrati forblev the American Way.

Når det kunne lade sig gøre, skyldtes det et andet eksklusivt amerikansk fænomen, den politiske maskine. Amerika blev et gangstervælde, en art benevolent diktatur, der ikke så meget byggede på the consent of the governed som på et frugtbart samarbejde mellem politikere og kapitalister.

Den politiske gangster sørgede for, at der altid var plads i budgettet til velgørenhed. Han byggede skoler og hospitaler.

Hans undersåtter vidste ikke, hvad der foregik på byrådsmøderne eller i Washingtons korridorer, og det interesserede dem heller ikke, så længe julekalkunen ikke udeblev. Han var da heller ikke interesseret i at bremse indvandringen eller at nægte de illegale indvandrere stemmeret – han var jo ikke racist – eller at de sorte skulle forlade ghettoerne, lære at læse og miste troen på deres hvide velgørere.

Men så skete der noget. Mr. Smith went to Washington, en latterlig politisk amatør, der altid sagde det forkerte, som da det skete, som ikke kunne og måtte ske, en præsident, der ikke var udpeget af maskinen.

”Today we are not merely transferring power from one administration to another – but transferring it from Washington DC and giving it back to you the people.” Det var ord, der var nok så urovækkende som deklarationens.

Så forstummede latteren. Frygten greb maskinen og blev til et sanseløst had, der mindede om sindssyge.

Det blev udskreget af hver eneste mediemogul. Alt blev forsøgt, justitsmord, statskup, og endelig diktatorens sidste udvej: valgsvindelen.

Og censuren, når nogen vovede at påtale den. I et østland ville demonstrationerne have været forsidestof i alle vestlige medier.

Demokraterne havde tidligere leget med tanken om et fascistisk diktatur under Mussolinis beundrer, Roosevelt. Nu var det blevet en nødvendighed.