Hverdagsanimisme II: Da verden, dens ting og vi mennesker blev ressourcer

Det sværeste at blive klog på er altid sig selv. Man er ganske enkelt for tæt på til at kunne analysere og stille kritiske spørgsmål. Alibier er noget af det stærkeste, der findes – de er stenblokke, hvormed vi bygger høje mure omkring os. Det samme gælder verdensanskuelser og vore såkaldte værdier.

Det er ikke mindst grunden til, at mennesker, der ønsker dannelse og forståelse, skal læse Erwin. Her kulegraves ikke blot den biologiske grund for, hvad vi tror, vi er, hvad Jeg’et og mennesket er for en størrelse. Også det kulturelle grundlag tages under kærlig behandling og pilles fra hinanden sten for sten.

Vores forhold til verden og tingene i den er i høj grad styret af den liberalisme, der med rod i den græske kultur opstod i Oplysningstiden. Det er svært at beskrive det mere præcist end Erwin selv, fx i Teorien om alting:

At vores eget verdensbillede ville forekomme en ægypter lige så begrænset, som hans osteklokkeunivers forekommer os, strejfer os ikke, men ikke desto mindre er det sådan. Vi lever ikke i en eller anden form for ”virkelig”, værdifri verden, men derimod i en fiktion, en omhyggeligt opretholdt syntetisk virkelighed med udspring i kristen og liberalistisk fundamentalisme, som vi er ude af stand til at træde det nødvendige skridt tilbage fra for at kunne se det udefra.

I denne primitive verdensopfattelse er jeget enerådende i et legeme blandt legemer i en præeksisterende ydre verden. Det er en død verden, eftersom mennesket ingen del har i frembringelsen af den.

I denne verden af ”ressourcer” bliver det selv uundgåeligt en ressource, og målet med ”udviklingen” at udnytte disse ressourcer bedst muligt. Det er med andre ord et anarki forklædt som et klassesamfund med tre klasser, udbytterne, de udbyttede og de unyttige.

Et menneske har kun handelsværdi. Denne værdi afhænger så igen af forventningen om udbytte, som følgelig skrues op til bristepunktet. Når den brister, får vi en depression, som intet har at gøre med det faktiske høstudbytte. Troen på de økonomiske kræfters realitet er med andre ord den overtro, der gør vores ”kultur” til en blindgydecivilisation. (TOA side 39)

Der er som sædvanlig mange emnetråde – og phd-afhandlinger – gemt i disse fire afsnit. I denne sammenhæng vil vi lade fokus være på opfattelsen af verden. Sammen med dualismen, der gør os disjunkte fra verden med opdelingen i iagttager og iagttaget, gør liberalismen os til levende subjekter i en ellers død verden.

Ydermere er verden ikke blot død, den opfattes oven i købet som en modstander, mennesket skal fravride, hvad det måtte have brug for til at opretholde livet og drive udviklingen videre. Råstoffer, afgrøder, dyr. Med udvikling som liberalismens evige løsen. Mere, flere, bedre.

Man tager ikke med taknemmelighed – og kun lige akkurat så meget, man skal bruge, idet man sørger for at give tilbage – man tilriver sig, så meget man kan, fordi man har retten til det. Alle andre anskues som konkurrenter, det være sig naboen eller naturen.

Der er stor forskel på disse to tankegange. Førstnævnte har placeret os midt i den klimakatastrofe, som vi i disse år for alvor begynder at kunne mærke konsekvenserne af. En blindgydecivilisation, som Erwin rammende beskriver den.

Så kan vi plante nok så mange træer ved at vælge bestemte varer på butikkernes nu klimabevidste hylder eller føle, at vi giver tilbage ved at affaldssortere, tage flyafgangen med CO2-kompensation eller medbringe egne indkøbsposer i supermarkedet. Det er stadig den samme tankegang, blot med et nyt reklameslogan rettet mod forbrugersamvittigheden lige før lukketid, på randen af kulturens sammenbrud.

Den anden tankegang derimod er baseret på en kulturgammel forståelse af, at mennesket er en del af verden, at de to ikke kan adskilles. Med andre ord: Mød det religiøse verdensbillede! Defineret som en religionsteknisk tankegang, der muliggør civilisation og en ikke blot nuanceret, men også temmelig sofistikeret omgang med verden.

Den skal vi se en hel del nærmere på, for det er netop denne forståelse, der muliggør, at vi igen populært beskrevet kan ”blive venner med verden”, hvad jeg i denne lille artikelrække vil reklamere for som hverdagsanimisme.

Tilbage ved liberalismen skal den vigtige pointe imidlertid lige med, at den yderste konsekvens af den social-darwinistiske konkurrence og aktive sørgen for sig selv bliver, at også mennesket opfattes som en ressource. I dag har enhver virksomhed eller institution med respekt for sig selv en HR-afdeling.

Vi vil helst ikke indrømme det og camouflerer det med forklaringer som, at HR er til for at hjælpe os til at opnå vores udviklingspotentiale (udvikling er liberalismens evige omkvæd). Men den lidet tålte sandhed er, at på arbejdsmarkedet er også vi et råstof, møtrikker og bolte, der tjener en bestemt funktion, og som med fordel kan udskiftes, hvis det gavner økonomien, vores kulturs religion.

De fleste ENW-læsere vil nok mene, at de har forstået denne pointe og er bevidste om liberalismens indflydelse på vores generelle tankegang, men det gavner altid at se denne forståelse efter i sømmene én gang til, for den er så inhærent i vores måde at opfatte verden på, at den formodede forståelse i sig selv bliver et alibi for at komme dybere i forfatterskabets religionsmodel. Dette gælder ikke mindst, når man gerne vil arbejde med denne model i praksis.

Hvordan man langsomt kan smyge sig ud af denne liberalismens spændetrøje ved netop at arbejde med praksis, skal vi se på i de følgende indlæg, hvor vi også skal have fat i ørerne på den sørens dualisme, som ganske vist er nyttig, men også i den grad spænder ben for en transcendens af vores kulturelt betingede verdensforståelse.

Brug for et ekstra tjek eller blot ny ENW-læser? Så kan du læse mere om liberalismen hos Erwin fx i Menneskets afvikling (især kap. 10 i del V, side 403ff.) eller i Teorien om alting, som citatet ovenfor er taget fra (del I, kap. 8, side 37-44).