Kære Dagbog!
I dag har jeg oplevet noget af det sværeste, jeg nogen sinde har været udsat for …
Vores Jeg er den klippe, vi bygger vores tilværelse på. Vi omtaler os selv som ”jeg”, både når vi taler med os selv, skriver dagbog eller kommunikerer med andre. Igennem alle livets omskifteligheder er Jeg’et den konstant, der bevirker, at vi er (næsten) den samme i dag, som vi var i går.
Ikke forstået sådan, at det kære Jeg (oven i købet ofte skrevet med stort ganske ligesom Gud) ikke udvikler sig. Tværtimod er der en hel branche dedikeret til personlig udvikling. Vi tvivler ikke på, at Jeg’et er vores kerne, udgangspunktet for alle vore relationer og handlinger i livet.
I mit sidste indlæg om hverdagsanimisme henviste jeg til mine to artikler om dualisme i Bathos. En central pointe i disse er, at Jeg’et kan siges at stå mellem mennesket og verden, næsten som en anstandsdame, der går uhyre meget op i sin opgave.
Jeg’et er med andre ord en uadskillelig del – en uundgåelig følge – af dualismen. Derfor står det også helt centralt i indvielsen og teknikker bag den religiøse oplevelse at eliminere dette Jeg. Det er denne personlige afvikling eller midlertidige begrænsning (eller udvidelse) af Jeg’et, nærværende artikel skal handle om.
Vores samfund sætter individet højt, ja nærmest på en piedestal, og kombineret med andre af liberalismens plusord som frihed og lighed, bliver individet nærmest en hellig størrelse. Derfor må en afvikling af Jeg’et, om end nok så midlertidig, også forekomme os moderne mennesker at være intet mindre end en katastrofe.
Tag dig blot et kort øjeblik til at tænke nærmere over ”at miste sig selv”. Hvilke følelser frembringer det i dig? På trods af, at du som eventuel ENW-læser godt ved, at det i den religiøse model indebærer at vinde alt, nemlig en kognitiv frihed, sender det med garanti gys igennem dig.
Overvejer man dernæst videre, hvad en psykolog eller pædagog ville sige til forslaget om personlig afvikling, står det hurtigt klart, at det i dette samfund anses for en af de absolut mest skadelige ting. Jeg tør slet ikke begynde at opremse alle de onder, det ifølge samfundets Jeg- og mental helse-eksperter ville forårsage, hvis et individ mister sig selv.
Det er denne kulturbagage, du har med i kufferten, og det er således ikke så underligt, hvis det at skulle lære, at dit Jeg i den religiøse model blot er en kategori, måske er det allersværeste af alt i processen med at lære verden bag verden at kende. Mange vil have tænkt lige før, da de overvejede det at miste sig selv, at det nærmest må føles som at dø. Og det er lige præcis, hvad det er – en død, ganske vist en rituel en af slagsen, men ikke desto mindre en død.
De færreste læsere står dog over for decideret at skulle indvies, hvorfor mindre nok vil kunne gøre det. Ikke desto mindre er det uhyre nyttigt at gøre sig klart, at det altså har en pris at ville kigge om bag verdens kulisser og møde det myldrende liv der. Det koster på konsensus, og det koster på identitet.
Forudsætningen er jo netop at kunne bruge personlighed som en kategori, hvilket igen forudsætter, at man har forstået (virkelig forstået!), at Jeg’et eller personlighed ikke er en klippefast egenskab ved mennesket.
På den anden side er den gode nyhed, at denne så uadskillelige sammenhæng mellem dualismen og Jeg’et heldigvis betyder, at du så passende kan arbejde på at forstå begge på samme tid. Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
Jeg berørte ganske kort i slutningen af min seneste artikel her på bloggen, hvordan dette Jeg overhovedet får så central en plads, men det kan nok godt tåle en gentagelse. Anvender man verdensaldermodellen til at forstå (til nytilkomne læsere kan jeg henvise til min grundige behandling af denne i Bathos i serien ”Mytologi for Dummies” – gå ind under Religion > Tekster), svarer det til menneskets fald ud af guldalderen.
Det er her, mennesket skiller sig ud fra verden. Det bliver bevidst og begynder at spille den dobbeltrolle, religionen er det direkte udtryk for. Der er kommet en modstand ind i verden. Mennesket står på samme tid uden for verden, er ansvarlig for at frembringe verden, men ønsker sig også tilbage til før syndefaldet.
Verden med dens spatiale udstrækning og indbyggede dichotomier er netop denne bevidsthed, denne modstand, ifølge den neurologiske model verden som et produkt af den modstand, der opstår i den menneskelige organisme imod dens biologiske program.
Helt central i menneskets evolution er den modstillede tommelfinger, der gør os i stand til at håndtere genstande. I en slags kædereaktion ender disse genstande som redskaber, de senere objekter i verden (og ikke mindst i sproget), fordi en genstand, der skal bruges både i dag og igen i morgen skal sikres en identitet, hvis den skal være den samme fra dag til dag. Ganske som os selv.
Til at starte med skal genstande ”blot” sikres aktualisation, forankring og tilstedeværelse i verden. Vi ser det fx på de mange skraveringer på redskaber fra oldtidskulturer, en tendens til at ”udfylde tomrum”, når disse genstande ”dekoreres”. Vi forstår det ikke, og i mangel af bedre taler arkæologerne om en grafisk horror vacui, men den tekniske funktion er altså at sikre genstanden eller redskabets forankring i verden.
Sproget kommer til med samme funktion, nemlig at holde verden fast. Erwin opererer i sin religionsmodel med hhv. det kognitive og kommunikative sprog, hvor det første anvendes til at reinforcere genstande, dvs. i den første del af kæden, hvor genstande skal aktualiseres/holdes fast i verden, mens det andet opstår længere henne i kæden, hvor genstande udstyres med identitet, hvorved de bliver redskaber.
Med det kommunikative sprog stivner verden mere, fordi den fælles konsensus mellem stammens individer kræver en ”smallere kognitiv båndbredde”. De to sprog eksisterer imidlertid side om side, og i en religiøs kultur har hvert sprog deres funktion, ligesom dualismen også er dynamisk, og personlighed en kategori.
Det er uhyre svært for os at forstå en så ”flydende” verden, som det kognitive sprog arbejder med. At kunne kalde en genstand frem med et ord, vil uvægerligt for os at se lande i kategorien magi, hvad det sådan set også gør hos såkaldt ”primitive” stammefolk. Det kognitive sprog er shamanens fagområde og optræder for de menige stammemedlemmer udelukkende i den religiøse oplevelse, hvor det kommunikative sprog – og dermed den dualistiske verden – netop sættes ud af kraft.
Hvis man ikke forstår, at der er to typer af dualisme – og dermed to udgaver af personlighed/Jeg – kommer man som moderne læser hurtigt på glatis.
En dynamisk dualisme er netop i stand til at skifte mellem at se hhv. træet og ånden bag træet, mens den moderne dualisme er blevet så rigid, at den har ”opfundet” en helt ny verden, som vi slet ikke kan komme i nærheden af, nemlig hhv. det virkelige (!) træ og det træ, vi sanser.
Jeg’et, personlighed eller identitet (kært barn har mange navne) står således helt centralt i menneskets forhold til verden, hvad enten dette forhold udspiller sig inden for den religiøse model eller i vores moderne verdensopfattelse. Forskellen er – for at skære det ud i pap, hvorvidt personlighed anvendes som en kategori eller opfattes som noget helt fast og urokkeligt.
Et af de steder i det moderne samfund, hvor man kan studere, hvad der sker, når Jeg’et bliver mindre solidt, er beskrivelser af fx LSD-oplevelser. I Teorien om alting forklarer Erwin (side 313):
Personlighedskategorien befries til at omfatte ”døde” ting, og disse ”ånder” optræder separat, ofte i dyreskikkelse. Hvor fremmedartet dette end kan virke, er virkningen gerne den stik modsatte, en følelse af, at man har levet hele sit liv i en kunstig, fjendtlig virkelighed.
Som forestillingen om en aktiv bevidsthed, en iagttager med en vilje, opgives, bliver
bevidsthed og virkelighed et, og det er her, det moderne menneskes forståelse af, hvad det oplever – modsat den religiøse erfaring – ikke strækker til. Jeget er måske i en tilstand af opløsning, men det er stadig den eneste kendte forklaringsmodel, hvorfor konklusionen noget paradoksalt bliver, at verden er noget, ”jeg” skaber, eller eventuelt et eller andet guddommeligt overjeg.
Det kan imidlertid ikke siges nok: Hold jer fra stofferne – og nøjes med at læse om andres oplevelser! Mangen en ENW-læser har nok været fristet til at kigge ind bag scenetæppet på den måde, men det giver bagslag og resulterer blot i, at muren omkring dit dualistiske verdensbillede bygges endnu højere.
Så hvad kan man gøre i praksis – ud over at læse og genlæse Erwins bøger – for at udfordre sin dualisme og de lidt for faste kategorier? Det vil vi se nærmere på i den næste artikel. I mellemtiden kan du passende bruge noget tid på at tage en god snak med dit Jeg og prøve at forklare dig selv, at det skal forberede sig på ikke længere at have monopol på fænomenet personlighed.
Takk for ny artikkel, og ser frem til neste. På hvilken måte er de to dualismene, hvis de er det, knyttet til det man kanskje kunne kalle den religiøse og den vitenskapelige verdensforklaring?
Det synes nemlig også å være to måter man kan fri seg fra en for snever dualisme, den ene å forstå mennesket som en biologisk maskin, den andre å forstå personligheten som en kategori i en levende verden (= “bevissthet”).
Hvordan forholder de to modellene seg til hverandre? En pedagogisk klargjøring av dette, eller noen hints til hvor det er lett å tråkke i en felle og blande modellene sammen, eventuelt bruke dem der de ikke fungerer, ville være kjærkommen.
Selv tak, Vebjørn! Nu skal man nok passe på med at tale om de to dualismer, som om der var tale om to adskilte modeller. Jeg vil også være ked af at sætte det så firkantet op, som man gør, når man taler om hhv. det religiøse og det videnskabelige verdensbillede. I hvert fald giver det os moderne mennesker en række fejlagtige associationer, hvor Erwin jo netop i fx Menneskets afvikling påviser, at religionen er empirisk, og videnskaben metafysisk – altså det omvendte af vores sædvanlige forestilling om de to ”paradigmer” (se de første fem kapitler i bogen).
Når jeg taler om to forskellige dualismer, er det blot mit (forhåbentlig) pædagogiske forsøg på at skelne mellem to anskuelsesmåder – eller snarere to grader af afvikling ift. det kognitive og kommunikative sprog. Dit eget udtryk ”snæver dualisme” om den moderne udgave af dualismen er ganske dækkende. Så når du spørger, hvordan de to forholder sig til hinanden, er svaret, at det som sagt blot er to grader af afvikling.
Den religiøse dualisme er dermed ikke en dualisme i moderne forstand, men blot en model, som er så bred, at den kan indeholde og arbejde med både træet og ånden bag træet. Det er blot to måder at anskue det samme på.
Som ENW-læser synes man måske næsten, at dualisme er et skældsord – noget, vi skal befri os for. Men dualisme er jo basalt set den måde, verden virker på med alle dens indbyggede dichotomier. I samme øjeblik sproget kommer til med dets udspaltning af verden i subjekt og objekt, har vi dualismen, hvilket i sephiroth-systemet vil sige allerede helt oppe i toppen, hvor Kether spaltes i Hokhma og Bina.
Dvs. selv i det kognitive sprog er den indbygget, hvor den så i det kommunikative kan siges at udvikle sig til noget mere fast og uomgængeligt. Jeg går i øvrigt og pønser lidt på at forsøge at skrive en artikel netop om sprogets indbyggede dualisme.
Vores moderne udgave af dualismen derimod opererer ikke mindst takket være Descartes med to faktorer, som aldrig kan mødes, nemlig det virkelige træ og vores sansning/oplevelse af træet. Det er her, vi havner i blindgyden i kraft af en model, der ikke giver mening, og som – religiøst anskuet – ikke kan bruges til at omgås verden.
Det handler med andre ord ikke om at komme til at blande de to modeller sammen, for der er ikke to forskellige. Men det handler om – hvis man altså ønsker det – at forsøge at komme den moderne blindgyde-version af dualismen til livs, som de fleste af os er fanget i.
Så hvis jeg forstår dit spørgsmål korrekt, kan jeg berolige dig med, at der ikke venter dig et større regnskab med at holde rede på to modeller og den deraf følgende bekymring om, hvorvidt man nu beskæftiger sig med den ene eller anden.
Jeg håber, at mit svar var opklarende.
Ja, takk, det var oppklarende. Den artikkelen om språkets innebyggede dualisme høres spennende ut!
Kan det at gå imod konsensus (i mere gængs forstand) ved eksempelvis at give udtryk for et synspunkt som strider mod det gængse, medvirke til en øget distance til Jeget som en fasttømret størrelse?
Når jeg har gjort dette medfører det ofte et stort ubehag, som jeg tilskriver frygten for ostrakisering, men samtidig ser jeg det som en mulighed for at skabe en distance til Jeget.
For at løsrive sig fra det ubehag, der kan opstå i mødet med uenigheden og ofte vreden, virker det til at have en god effekt at gøre sig opmærksom på Jeget som en kategori. Det er nærmest som om det fordre en mere intens insisteren fra egen side på at Jeget er en kategori når der samtidig er et øget ubehag knyttet til det at anskue sig selv som et fasttømret Jeg.
Jeget er som jeg har forstået det også en social konstruktion (noget vi pådutter hinanden), ved at stride mod det gængse bliver det Jeg sværere at fastholde for den sociale kontekst man befinder sig i. Man bliver altså sværere at sætte en finger på, man kan ikke så let sige ”han er sådan og sådan”. Kan det have en effekt på ens arbejde med at slippe tøjlerne i den rigide Jeg kategori?
Og kan det øgede ubehag fungere som et øget incitament for det præfrontale cortex til at slippe grebet, når det samtidig kan medføre en fjernelse af ubehag?
I så fald kan det at udtrykke synspunkter som dem ENW ofte udtrykker ligefrem være transcendens befordrende.
Mange tak for dit rigtig gode indspark, Nikolaj! Du har fat i en helt central pointe, nemlig at vores Jeg i høj grad er socialt bestemt. Du kan derfor ganske rigtigt mærke det knage i fugerne, når du går imod konsensus.
Som det nok også er blevet ret tydeligt for jer læsere både på Facebook, her på bloggen og ikke mindst i bøgerne, er en interesse for og forståelse af det politiske en uadskillelig del af arbejdet med Erwins religionsmodel. At forstå vores historiske og politiske baggrund er lige så vigtigt som at forstå mytologi og religionshistoriske emner.
At turde tale imod flertallets ensrettede meninger ER en form for transcendens. Den, der tier, samtykker. Det tavse hjerte rådner. … Der er mange måder at udtrykke denne uomgængelig sandhed på.
Derfor er det også skønt, at du bringer netop dette for mange ret svære emne op. Og din fornemmelse af, at dit Jeg knager godt og grundigt, når du vover dig uden for den trygge kreds af konsensus er rigtig fint beskrevet. Så ja, dette er bestemt også en måde at arbejde med sin Jeg-kategori på!
Mange tak for svaret Chresteria.
Og mange tak for artiklerne.