De stærke kvinder

Navnet på vinderen af Politikens Litteraturpris 2020 kan næppe komme bag på nogen, der har læst hendes artikler i bladet den seneste tid. For det første gør hun op med kernefamilien, der i sin tid var et opgør med slægtsfølelsen – ingen af delene er til megen nytte ved et samlebånd, så det er vel en naturlig ting, at der er reservater til børn og gamle (medmindre man er fejlfarve og har geder i den halvanden-værelses).

Ikke desto mindre kom den realisation først til hende, da hun blev ramt af en invaliderende sygdom. Hun fik et barn.

Nu er pointen ikke, som man måske kunne tro, at hun var uforberedt på, at nyfødte ikke sover igennem (jeg opdagede det selv efter den tredje eller fjerde). Nej, hun føler sig snydt og bedraget.

”Alle kvinder, der har født, tænker: hold kæft, hvor har de snydt mig,” skriver hun. Og det har de gjort i århundreder.

Så ved man det. Nu er jeg selv vokset op på halvtredsernes Vesterbro, hvor der ikke fandtes sådanne stærke kvinder.

Hvor børnene kom ud af deres mødre på række og rad og derefter blev sorteret i storebrødre og lillebrødre, storesøstre og lillesøstre. Hvor drenge var fædre, og pigerne mødre fra femårsalderen.

Så hvad gør man som stærk kvinde med den højrøde skrigende ting, når de stolte bedsteforældre er gået, og billederne er lagt op på Facebook? Man får en depression og skriver en bog.

Dengang gav en kvinde en mand en på skrinet, hvis han blev for nærgående. Sådan noget gør en stærk kvinde ikke.

Hun ved, at hun er nødt til at sprede benene for chefen. Stærke kvinder er ofre.

De er ofre, fordi de er kvinder, hustruer og mødre. For deres biologi, deres kroppe, køn og forplantningsevne.

De er ofre, fordi de er blevet snydt. Men ikke mere!

Det skal være slut med at forelske sig og føde børn. De stærke kvinder har besluttet sig for at uddø.

Vi mænd må så lade os nøje med de svage, som vi har måttet i århundreder. Og helt uden at føle os snydt.