Politikens undertrykkelsespris

Politiken har indstiftet en undervisningspris under mottoet ”Kender du en lærer, der fortjener at blive myrdet?” Og jeg kan da komme i tanker om indtil flere.

For det første var der ham, for hvem det var så vigtigt, at jeg ikke ødelagde det for de andre. Alle vidste jo, at jeg kun stillede spørgsmål, fordi jeg var overlajen, især når jeg besvarede dem selv.

Heldigvis fandt professoren støtte i det bekymrede kor af studerende: ”Skal vi kunne det?” Andre kandidater kender jeg bedst på anden hånd.

Der er ham, der er fantastisk god til at gøre stoffet levende. Han underviser ikke i traditionel forstand med lektier og overhøring.

Han fortæller. Og mens han gør det, har eleverne god tid til at tage selfies og spille bip-bip-spil på deres mobiltelefoner.

Så er der ham, der går hurtigt forbi, når han ser de store elever tæve de små. De har fuld tillid til, at han ikke selv stikker på tæven, for vold løser ingen problemer, og desuden kunne man jo risikere selv at få tæsk.

Udtryk som ”ro i klassen” får ham altid til at gyse ved tanken om ”den sorte skole”, og når han går hjemmefra, checker han altid, om han har husket sin cykelpumpe og sit høreværn. Man skal dog ikke tro, at han ikke gør noget ved mobning, tværtimod gør han sit yderste for at hjælpe de mobbede til at blive accepteret af dem, der mobber dem, for eksempel ved at gå i mærketøj, have den nyeste ej-phone og ikke ødelægge det for de andre.

Endelig er der ham, der respekterer eleverne helt fra børnehaveklassen, og deres valg af køn. Han er også behjælpelig, når det gælder om at få taget forældremyndigheden fra folk, der ikke respekterer lille Oles ønske om at blive kastreret i tiårsalderen, som alle hans kammerater har fået lov til.

I det hele taget kan han ikke indse, at det er så vigtigt, at eleverne ved, hvem der vandt Anden Verdenskrig, som at de lærer tolerance, så de ikke finder sig i noget fra hvide heteroseksuelle mænd. Han ved, hvor let kendsgerninger kan blive til fordomme, og derfor holder han sig også så vidt muligt fra dem i sin undervisning.

Først og sidst er han bevidst om, at hans elever er bestemt for samlebåndet, hvorfor hvad de har brug for at lære, er at stå op om morgenen og blive produktive medlemmer af samfundet, der er et demokrati, hvor alle er lige og har de samme muligheder. Undtagen kvinder, hottentotter og nekrofile.

Jeg sidder lige og bryder min hjerne med, om der er nogen lærere, der ikke fortjener at blive myrdet. Men så var de vel ikke blevet lærere.