”Mere end et år i epidemiens jerngreb med blandt andet lukkede skoler, minimalt samvær med venner og stop for fritidsaktiviteter har været slemt for de børn og unge under 18 år, som i forvejen kæmper med mentale problemer og psykiske lidelser,” skriver en speciallæge i dag i Politiken, som ved, at man som kvinde skal se trist ud for at blive taget alvorligt.
De mest udbredte diagnoser blandt børn og unge er åbenbart angst og psykiske udviklingsforstyrrelser (der må formodes her at hentydes til børn, der går i chok, når de kommer ud af barnevognen i ottealderen med allergi, og unge, der ikke engang kan finde ud af, hvad køn de er). I min barndom var der også to diagnoser, dem, der skulle have tæsk, og dem, der ikke behøvede at få tæsk.
I dag er revselsespligten naturligvis blevet erstattet af psykofarmaka. Coronakrisen har været en bombe under de børn og unge, der i forvejen har det svært, lyder reaktionen fra Sindssyg Ungdom.
”Hvorfor skal vi spilde vores bedste år på at beskytte mennesker, der ikke engang vil ofre deres kød, rejser og store biler for miljøet i de fremtidige generationer?” spørger en gymnasielev sammesteds.
”Unge i coronatiden har ofret festivaler, rejser, fester og mange andre sociale arrangementer. Som 17-årig burde jeg være ude at feste uden bekymringer og nyde min ungdom og frihed. Jeg begrænser min ungdom for generationer, der er utaknemmelige og ikke værdsætter min ofring.”

Den unge mand har naturligvis på en måde ret, hvilket ikke kan undre i betragtning af, at han kommer fra et gymnasium, hvor snefri hedder klimademonstration. Hvorfor skal han ofre sine rejser for mennesker, der ikke engang vil ofre deres rejser?
Som kun tænker på at betale for hans festivaler, rejser og fester? Som tror, de har ret til mad på bordet?
Som 7-årig burde han være uden bekymringer og ikke blive stresset af et gymnasium, hvor man ligesom i den sorte skole forlanger, at han skal kunne stave til sit navn. Hvis man ikke kan drikke sig sanseløs med de andre smågrise, hvad skal man så overhovedet være ung for?
Læse bøger? Bekæmpe fascismen i stedet for på bedste Hitlerjugend-maner at rable dens evangelium af sig om den frygtelige racistiske og sexistiske arbejderklasse, der slet ikke er så bevidste om veganisme og transcendental meditation, som vi er herude i Hellerup?
På et punkt tager den unge mand imidlertid fejl. Jeg i det mindste ville i høj grad værdsætte den unge generations ofring.

For eksempel på Rådhuspladsen.
Be First to Comment