Af “Historier” 7

Det er dumt med religion. Og dummere, jo dummere den, der udtaler sig om den, er.

Den sunde, kollektive fornuft fortæller os, at det er overtro, og vel at mærke skadelig overtro. Den religiøse er et lige så slet menneske, som den irreligiøse var for et århundrede siden.

Det er svært også for det hypotetisk intelligente, dannede menneske at tage en barnedåb eller Gyldendals udbud af engle og krystaller alvorligt. Men derfra og til at benægte eksistensen af det kulturhistoriske ocean på vores lille selvtilfredse politisk og kognitivt korrekte ø er der ligegodt et stykke.

Mange finder tryghed i denne provinsialitet. Den uintelligente har problemer nok med den begrænsede virkelighed, hvem han skal demonstrere med og imod på lørdag.

Den intelligente keder den. Måske vil han på et tidspunkt søge tilflugt i stoffer, der kortvarigt får den udleverede virkelighed til at flimre, men det vil blot gøre ham endnu mere forvirret.

En bredere virkelighed indtræder vi i ved at forstå. En shaman kan indtage peyote under et religiøst ritual, men peyote gør ingen til shaman.

Alt dette sætter antropologen i en vanskelig situation. Selv for historikeren er problemet ikke så påtrængende.

Historieskrivning er en selektiv proces. Hvad er vigtigt at få med?

Hvad er signifikant for os? Hvad giver mening for os?

Hvad er vi i stand til at forstå? Bestemt ikke, at Cæsar var determineret, ikke af sin fortid, men af sin fremtid, sin fortuna, og i kraft af denne kunne berolige sine skibskammerater i en storm.

Den drukner ej, som dolkes skal. Derimod forekommer det ham indlysende, at en lignende mystisk kraft, udviklingen, determinerer menneskehedens kollektive skæbne.

Takket være hans anstrengelser ser også vi denne historiske kraft med samme klarhed, som Caesar sin manifest destinity. Beviset – om nogen skulle føle behov for et sådant – ligger lige for: Jo længere frem vi kommer frem i tiden, jo mere ligner forholdene de nuværende.

Historien stræber imod sit endemål, som altid er det aktuelle politiske system. Og lyder det en kende metafysisk, så er forklaringen den, at menneskene altid har higet mod frihed, lighed og broderskab i deres nuværende udgave, liberalismen, socialismen, og liberalismen igen, nu hvor de progressive kommunister er blevet reaktionære.

Fortidens mennesker begrænsede sig ikke til at æde og drikke, tage og give til ægte. Deres håb og stræben gjaldt ikke blot højere smør på brødet, men en befrielse for dem, der tvang dem til at slide sig ihjel for at skaffe sig mad på bordet og tag over hovedet.

Det var disse navnløse helte, der drev historien frem mod det moderne samfund, hvor deres efterkommere er frie til at slide sig ihjel for at skaffe sig mad på bordet og tag over hovedet. Disse overvejelser forvandler ganske belejligt historien til en af de gamle westerns, hvor man kunne kende heltene og skurkene på farven på deres hatte.

Der er the rustlers, de reaktionære, og sheriffen og hans posse, de progressive, som det altid lykkes at head them off at the pass. Det har endvidere den fordel, at befolkningen blot skal have udpeget de sorte hatte, jøderne og de hvide heteroseksuelle mænd, for at nålen på deres moralske kompas skal pege den rigtige vej, som altid er blindt fremad, så de ved, hvem ofrene er og skal være.