Overnaturlige væsner er overtro. Herimod er de til enhver tid herskende moralbegreber – abortus provocatus som fosterdrab eller kvindens befrielse – mere ubetvivlelige end tyngdeloven.
Mente vi det modsatte i går? Vi har udviklet os.
Ingen kan protestere imod en absurditet eller voldshandling, der er progressiv. Så skal han i det mindste løbe hurtigt!
For antropologen stiller sagen sig imidlertid noget anderledes. Han kan ikke nøjes med kortvarigt at overveje, om ægypterne virkelig troede på deres guder.
Den stamme, han har slået sig ned i, er et særunivers med andre, sære naturlove. Han kan fortælle sig selv, at det naturligvis skyldes, at de ikke har hørt om Jesus, men så vil han til sin overraskelse konstatere, at han blot har blundet og hele tiden befundet sig i sit studerekammer.
Og han opdager, at når han intet så af, hvad hans værter så, skyldtes det ikke, at han havde glemt at tage sine briller på. Det skyldtes, at han havde glemt at tage dem af.
Han kommer efter al sandsynlighed fra en kultur, hvor religion er en personlig tro, der i det højeste gør os til medlemmer af et trossamfund. Politisk korrekte religionsforskere, der vægrer sig ved at kalde andre etniske grupperinger overtroiske, griber ofte til dette sikkert velmente forsvar.
Det afgørende er ikke, hvad man tror, eller foregiver at tro, men at man tror det samme, hvilket giver en følelse af sammenhold og identitet. Men denne sekterisme er et rent vestligt fænomen.
I egentligt religiøse kulturer minder religionen mere om vores videnskab, som det verdensbillede, der ligger til grund for tolkningen af vore erfaringer. Den er ikke noget separat eller, som vi siger, ”helligt”.
Vi vil måske være tilbøjelige til at omgås elektriske installationer med en vis forsigtighed, men det gør ikke en elektrisk pære til noget metafysisk modsat det mere virkelige stearinlys, elektrikere til en mystisk kult, eller deres uddannelse til omhyggeligt hemmeligholdte indvielsesritualer. For os er alt dette ”symbolsk”, en semantik, som vi må sætte os ind i for at forstå, hvilke synlige fænomener for os usynlige repræsenterer.
Men en dæmon er ikke mere symbolsk end et træ, medmindre man dermed mener den elektriske aktivitet i hjernen, begge fænomener repræsenterer. Problemet opstår, fordi disse mennesker lever i en langt mere fysisk verden end vores, blottet for vore begreber.
Platons hulebillede ville ikke sige dem noget. What you see is what you get.
Symbolerne og ritualerne kommer fra os. Dæmonens sigil repræsenterer ham ikke mere, end vores telefonnummer repræsenterer os, uagtet et person- eller kontonummer kan beskrives som en magisk formel, der åbner døre for os.
Mystisk er det sidste, alt dette er. Undtagen måske for ældre medborgere, der foretrækker kontanter.
Be First to Comment