Sinja var sindssyg. Han vendte sig mod hoveddøren, så op i det åndende hus.
Eller var hun? Si mortuus fuerit vivet.
Credis hoc? Ja, han troede det.
Der under trappen, med den djævelske summen i ørerne som tinnitus, lyttende til de tavse skrig, troede han det. Dr. Andersen var genopstået, han havde set ham i huset.
Ubi est mors stimulus tuus? Men de kristne havde fået det om bagfoden.
Kun en var opstået. Kun en havde opnået udødelighed, og han havde opnået den på et kors, i den niende time, da han opgav ånden, den plagsomme ånd.
Dette var stort, han kunne ikke rumme det. Han vendte sig og listede ud.
På kirkegården lå de lange bede, hvor døden havde plantet sin høst. Men ikke ham!
Tilbage i huset søgte og fandt han Sinja. Det forekom ham, at hun var blevet højere.
”Jeg er med!” sagde han.
Hun betragtede ham med øm foragt fra et sted bag de blå søer med de sorte bredder, den vrængende mund var et åbent sår. Hun var døden.
Be First to Comment