Om fredagen var der er en uro i luften, der gjorde det tydeligt, at det trak op til storm. Pastor Jessum følte uroen, og den drev ham til professor Vind som en sky, allerede på vejen derhen så han det mørkne.
Det var en atavisme hos ham ikke at være alene, når det buldrede, og lynene skar i øjnene. Hans gamle ven var vel bekendt med dette barnlige træk hos ham, og ventede med whisky.
Peter lejrede sig i et hjørne med glasset og ønskede, han ville tænde lyset. Der var fire dage til henrettelserne.
”Alt er historier,” sagde professoren, halvt gemt i tusmørket, med et lejlighedsvist glimt i brillerne og den gyldne væske som et rigsæble i den vuggende hånd.
”Men af og til tager historierne overhånd og vokser til uhyrer. Historien er anderledes, den rivende strøm ender i et ocean.
Tiden dirrer til ro, som et siv, indtil det næste vindstød griber der. Men det ender altid samme sted.
Hvis der virkelig var forandring, kunne der ikke være liv. Udvikling er livet, når det tilpasser sig, det vil sige, modsætter sig forandring, så det kan forblive, hvad det er, uforstyrret udføre sit ritual, vækst og forplantning, liv og udødelighed, som det har gjort i en milliard år.
Hvordan skulle det kunne være andet? Det barn, der fødes i dag, er det samme, som blev født for en million år siden.
Det leger, siger vi, men det, det gør, er at udføre sit program, et for hvert køn. Det er en vidunderlig, frygtelig ting, denne arvesynd, kærlighed og selvopofrelse.
Den stærke føler den stærkt, de svage ofte slet ikke. De forstår ikke, hvorfor naturen har nægtet dem denne gysende lyksalighed, og med tiden kommer de til at hade mennesket.
Læs historie, historierne, historiernes historie! De er overalt, de er verden.
Tåben søger pointen. Men der er ingen.
Han leder blindt efter en perle i en skatkiste. Kun den, der lytter til bølgerne, hører sit eget hjerte.
Den, der er født ind i en frygtelig tid, kan holde hovedet højt. Læste du det, jeg gav dig?”
”Ja.”
Professor Vind lo, inderligt og yderligt, ugenert. Så tog han sig ligesom i det.
”Du må undskylde, men vi må have lov til at le. Det er det, der adskiller os fra dyrene og de fromme og politisk korrekte.
Du kan ikke gøre et menneske nogen større velgerning end at le ad det. Ved at tage det alvorligt, forhindrer du det i at tænke.”
”Jaså,” sagde pastor Jessum.
En tynd lysstribe faldt ind ad et vindue.
”Se!” sagde professor Vind. ”Stormen er drevet over.
Jeg sagde det jo!”
Be First to Comment