I nat kom det ventede bud om, at Eber Simonsen lå for døden. Sneen faldt tæt, og den lille bys gader og torve var forladte.
End ikke et fodspor var at se. Det var så koldt, at fnuggene virkede lunende.
I alt det hvide virkede husene som sorte katte, der lurede på hver side af vejen, med vinduerne som gule øjne. Gadelygterne blændede mig med deres fog, og havde jeg ikke vidst præcis, hvor min døende vært boede, ville jeg næppe have kunnet finde huset.
Lægen, der tilså patienten og fulgte hans instruktioner, betragtede mig med tydelig mistro. Jeg vidste naturligvis ikke, i hvor høj grad han var indviet i mine planer, men da Eber var en uhyre privat person, formodede jeg, at han blot havde udtrykt ønske om at være alene med mig i sine sidste timer.
Han havde allerede mistet bevidstheden og ville næppe genvinde den, og lægen anså det ikke for sandsynligt, at han ville overleve natten. Han lukkede sin lægetaske med et smæk, hankede op i den og forlod værelset uden så meget som et nik til mig.
Den døendes åndedrag var tydeligt besværet, og indimellem ophørte det helt, for så at blive genoptaget med et gisp. Som natten gik, blev det mere og mere overfladisk, og til sidst næsten uhørligt.
Jeg stod ved vinduet og betragtede en tåget måne, da jeg blev afbrudt i mine tanker at de umiskendelige lyde fra sengen, der fortalte mig, at dødskampen var begyndt. Med rystende hænder forbandt jeg kolben med tragten og holdt begge dele over den døendes mund.
Der var en pause i hans vejrtrækning, fulgt af noget, der var mere end en dyb udånding. I det næste øjeblik så jeg noget stige op gennem tragten til kolben og støde mod dens bund.
Skal jeg sammenligne det med noget, må det være en blå flamme eller elektrisk udladning. Jeg adskilte i al hast tragten fra kolben og forseglede den sidste.
I månelyset fra vinduet lignede det nu mere en dråbe blæk opløst i vand. Det syntes at kæmpe for at undslippe for endelig ligesom udmattet at lejre sig i kolbens bund.
Det var en sær fornemmelse således at stå med den menneskelige kvintessens i sin hånd, på en gang ydmyg og triumferende. Mit eksperiment var lykkedes, og jeg forlod huset med min skat uden en tanke for det jordiske hylster, der forekom mig dødere end noget lig, jeg nogen sinde var blevet konfronteret med.
Så snart jeg kom hjem, gentog jeg den vejning, jeg allerede tidligere havde foretaget af den tomme kolbe. Differencen var tydelig: 21 gram!
Be First to Comment