Af “Historier” 22

Oumuamuas form fik en umiddelbart til at tænke på knoglen i ”2001”, der bliver til et rumskib, og det var da også den, der dominerede ”the artist’s impression”, som mange mere eller mindre bevidst opfattede som noget hen efter en fotografisk gengivelse. Det var altså sådan, Oumuamua så ud.

Dens længde blev endvidere anslået til omkring hundrede meter. En asteroide af denne form var aldrig blevet observeret.

Hertil kom, at asteroider er klippeblokke, der ikke reflekterer ret meget sollys. Oumuama reflekterede det tidobbelte, ungefær det samme som blankt metal.

Endelig afveg den fra den forventede bane, som om den havde sin egen fremdrift. Professor Vio påstod ikke, at Oumuamua var et rumskib.

Måske var den blot en sonde, eller resterne af en. ”Voyager”, som vi havde sendt ud i rummet i 1977, ville stadig være på vej gennem Mælkevejen om millioner af år, længe efter at den var holdt op med at sende signaler til Jorden, og vi måske også for længst var holdt op med at sende dem.

På en fjern planet kunne den eneste mulighed for at erfare vores eksistens således meget vel være at holde udkig efter ”asteroider” som ”Voyager”. Menneskeheden havde allerede omdannet rummet omkring sin planet til en losseplads.

Ruinerne af et galaktisk imperium burde ikke væres vanskeligere at finde end flasker på en badestrand – rumarkæologi. Vi måtte med andre ord forberede os på den næste Oumuamua.

Professor Vios kolleger var knap så entusiastiske. Astronomer har en indgroet mistillid til små grønne mænd.

Oumuamua blev da også hurtigt en falmende stjerne, ude af øje, ude af sind. Nu var det igen ufologien, der optog sindene, denne gang filmoptagelser af særdeles jordisk vraggods.

Men så i marts 2022 skete der noget. Et nyt interstellart objekt var på vej ind i vores solsystem, og denne gang var man parat.

Faktisk lignede det Oumuamua påfaldende, og som lighedspunkterne blev flere, begyndte astronomerne at få en underlig fornemmelse i maven. Kort efter var der ikke længere nogen tvivl.

Oumuamua, der var faret igennem solsystemet uden at ænse det, som en bilist gennem en landsby, var, for at blive i metaforen, bremset op med et ”Var der ikke en by?” Det behøvede naturligvis ikke at være et bevidst væsen, der havde stillet sig selv dette spørgsmål.

En sonde kunne have opfanget signaler fra Jorden, haft tid til at analysere dem og fundet det værd at se nærmere på. Under alle omstændigheder ventede vi besøg.