Har du nogen sinde gået på is? Hørt den give sig under dine snublende skridt og følt suget i maven ved tanken om dybet under dig?
Det er derfor, mange mennesker ikke bryder sig om at læse. Det er den samme gyngende fornemmelse som at stå og se ud over vand.
Alt er historier. Men ikke alt er litteratur, til trods for Kulturministeriets forsikringer om det modsatte.
En undtagelse er bøger med bisætninger. Gyldendals Litteraturhistorie nåede efter sikkert moden overvejelse frem til, at skønt jeg af og til leger med sproget, skriver jeg gammeldags.
Hvad den pågældende professor, der næppe kan have stiftet bekendtskab med en tekst fra før 1950, utvivlsomt mener, er, at jeg skriver skriftsprog, og ikke som mine kolleger, gymnasiepoeterne og de skrivende husmødre, tale- eller børnesprog. I disse skolestile vil man forgæves lede efter et komma, hvorimod punktummet kan forventes at indfinde sig efter i det højeste tre ord.
Anmelderen tørrer sveden af panden. Han frygtede et øjeblik, at der ville komme et fjerde, hvilket ville have fået ham til fuldstændig at tabe tråden!
Men det er okay! Jeg kan sagtens leve med at være Danmarks eneste nulevende forfatter – eller i det mindste så længe mine læsere betaler min husleje.
Après moi le déluge.
Jeg er 29 år og er tilsyneladende allerede komplet hjernevasket; naivt åbnede jeg forsigtigt en bestseller, der lå på min svigerfars sofabord, da der ikke var andre i lokalet. Jeg så mig over skulderen og skimmede et par sider, den summende nysgerrighed blev hurtigt regulær kvalme, så jeg måtte knalde den i og har lige siden forsøgt at fortrænge denne grufulde oplevelse. Choktilstanden har dog endnu ikke lagt sig, hænderne ryster stadig, som jeg skriver dette, og jeg tør ikke længere gå ind i en boghandel, ikke så meget på grund af disse skræmmende ting, de kalder ‘bøger’, nok snarere tanken om de væsner, jeg ville befinde mig iblandt og – jeg tør næsten ikke skrive det – være alene med derinde.