At ”le Bon Dieu” ikke ”står over” de loa, der er denne ånds personlige manifestationer, i samme forstand som over kristendommens ”engle”, burde næsten sige sig selv. Himlen som totalitær stat med terroristiske dæmoner er en katolsk opfindelse.
Paven har ikke sin autoritet fra en autokratisk Gud. Gud har sin autoritet fra en autokratisk pave.
Når en haitianer kvalificerer sine planer med et fromt ”si Dieu vlé”, er det således blot de fata, han tager i agt, som selv guder er underlagt. På samme måde som naturkatastrofer, der ikke er knyttet til den enkeltes skæbne, og som der derfor ikke er taget højde for i forsikringsselskabernes statistikker, er ”Acts of God”.
Lige så lidt som denne ”Gud” er den jødiske stammegud, er loa ”guder” i traditionel forstand. ”Genius” vil være et mere rammende udtryk for dem.
Som alle pålidelige fænomener er de personlige, eftersom det er det, personlighed betyder. Det moderne menneske, der har mistet kontakten til den fysiske verden, tilkender kun sig selv personlighed, hvorfor den personlighed, det deler med alle andre fænomener, bliver noget særskilt, gros bon ange, som til sidst svinder bort, dets ånd i modsætning til dets sjæl, ti bon ange, hvilket atter fører til vesterlændingens forestilling om sjælens udødelighed.
Det er ti bon ange, der sammen med gros bon ange under voodoo-ritualet viger for en loa. En hungans eller mambos gros bon ange forbliver tilgængelig efter hans og hendes død som loa, ligesom det heller ikke var de romerske kejsere, der var genstand for en kult, men deres genius.
Det kan således heller ikke undre, at der stadig kommer nye loa til. Sådanne loa novi kan manifestere sig ved besættelse eller i en drøm, og får en lignende modtagelse, som vi ville give et nyt bekendtskab – respektfuld, men ikke nødvendigvis ukritisk.
Ingen føler noget behov for at slå op i et bestiarium for at konstatere, om det er Gabriel eller Belial, der aflægger et besøg, eftersom loa som alle fysisk genstande er blotte og bare bølger i et fysisk ocean. Det hører dog til sjældenhederne, at de opnår den samme næsten olympiske status som de importerede afrikanske guder (rada loa i modsætning til de mere tilgængelige, men derfor også farligere petro loa).
Nogle af dem transmuterer fra en genstand, der ved sin særegenhed røber, at den indeholder en ånd (eller erhverver en ved vores opmærksomhed). Der er naturligvis intet mystisk eller ulogisk ved alt dette, kun uforståeligt for den, der er ubekendt med den menneskelige hjernes normale funktion.
En sådan fetish bringer ”lykke”. Oprindelig svarede dette ord til det moderne ”held” (hvorimod ”held” lå nærmere vores ”lykke” i betydningen velbefindende som i ”helbred”).
Det er med andre ord en indrømmelse til den iagttagelse, at verden ikke er udelukkende eller blot fundamentalt kausalt funderet – kausalitet er et statistisk fænomen. Ikke desto mindre lever vi i en virkelighed af årsag og virkning, og heldet tilhører en, vi ikke længere har adgang til.
At transcendente væsner som loa ikke er således begrænset, siger næsten sig selv. Nissen giver held til gengæld for grød.
Derfor viser talismanens virkning sig også ofte først som uheld, indtil pagten er sluttet. En sådan fetish kan gå i arv og vokse i styrke takket være den øgede opmærksomhed, den får – Abrahams gud bliver Abrahams, Isaks og Jakobs gud og til sidst jødernes gud.
Nej, han har ikke skabt universet. Sådanne forestillinger kan, skønt smigrende for guden, have den virkning at fjerne ham fra hans tilbedere.
Be First to Comment