Der er mørkt dernede, men der bliver stadig lysere. Og hvad så?
Vi har allerede skaffet os to grundlæggende forudsætninger for magi, opgøret med dualismen og erkendelsen af, at et monistisk univers må erfares, for at vi kan gebærde os i det – transcendens. Vi har endvidere gjort os bekendte med det mest effektive transcendensmiddel.
Som i ”nærdødsoplevelsen” har vi på dette tidspunkt mistet kontakten til vore omgivelser, og det af den simple grund, at forestillingen om omgivelser forudsætter forestillingen om et jeg. Vi er kort sagt i en anden verden.
Det er dog hverken paradis eller helvede – skønt den ganske givet har leveret inspiration til begge – men virkeligheden på et dybere plan. Vi kan sammenligne med at forlade biografen og komme op i projektionsrummet, hvilket givetvis er lærerigt, og der er da også noget didaktisk ved transcendensen.
Ligheden med eventyret er ligeledes slående. Her er der imidlertid tale om ”folkeeventyr”, tyendet, der lytter ved døren.
To andre begrænsninger trænger sig dog på. Vi skal så langt tilbage som muligt for at få the straight dope, dog helst inden for vores egen kulturkreds.
Samlingen Mabinogeon er sådan omtrent så langt, vi kommer, den ældste britiske prosa. Den er fra det fjortende århundrede, men den mundtlige overlevering, den bygger på, er givetvis langt ældre.
Vi vil forsøge os med en analyse af ”The Lady of the Fountain”, dog ikke forstået som baedeker. Vores formål er således i første omgang at levere, hvad man næsten kunne kalde en ”stemning”, et indtryk af den særlige følelse af otherwordliness, der karakteriserer transcendensen, følelsen af at være hovedperson i et skuepil skrevet specielt for os, eller – for at drage en sammenligning, der måske siger læseren mere – et adventurespil.
Be First to Comment