Et sted var der en, der lo

Det moderne menneske er åndløst, fordi det er identitetsløst. Det er denne individualitet, det desperat opsøger, når det personaliserer sin mobiltelefon.

Vi vil gerne være noget, og ikke bare nogen. Men denne fundamentalt upersonlige identitet finder vi ikke i konsensus.

Vi bliver ikke til ved at sende en endeløs række selfies til vores nabo, for de er bestemt for ham, ikke for os. Vi kan ikke være noget i andres øjne.

Ikke desto mindre er det, hvad vi lærer i børnehaven. At være noget er en anmasselse – hvid, heteroseksuel, en mand.

Det er det, der er essensen i identitetspolitikken. For hvis vi kan vælge os selv, er vi ingenting.

Ikke en frihed til at være det, vi er, men en frihed fra det. En frihed for menstruation og død og alt, hvad der ellers hører eksistensen til.

Børn, der står uden for fællesskabet, bliver mobbet, så vi må hjælpe dem til at blive en del af fællesskabet. Det er en skræmmende konklusion, og vi kommer skræmmende let til den.

Det afgørende er ikke, om vi er heteroseksulle eller homoseksuelle, men at vi bliver accepteret som heteroseksuelle eller homoseksuelle. Ja, ikke sandt?

Der stod en fe (fatum) ved vores vugge. En sundhedsplejerske bad hende høfligt om at gå.

I stedet blev vores vuggegave et rollehæfte, hvis roller vi spillede med bravur (her bedes læseren erindre, at der ikke findes køn, kun kønsroller). Vi holdt hænderne over dynen og legede med det udleverede legetøj.

Vi kom i skole og var gode kammerater, der ikke ødelagde det for de andre. School shootings var noget, vi slet ikke forstod.

Bøllerne fik ikke tæsk af lærerne, for det var vigtigt for os at lære at blive ofre og ringe til politiet, der desværre ikke kunne gøre noget, så der var ikke noget at gøre. Vi måtte pænt betale drengebanderne dummebøder for at lade vores lille Daniel være i fred, for man tæver ikke mindreårige, og vold løser ingen problemer.

Men måske var drengene indvandrere, og så kunne vi stemme på Nye Borgerlige. Det voksede i os, til vi var parate til at marchere.

For som altid var frelsen de andre, den stupide pøbel. Så kunne vi demonstrere for et eller andet eller mod et eller andet, og allerhelst de andres de andre.

Alle dem, der ikke værdsatte den befrielse, der lå i, at det ikke længere var muligt at leve af en indkomst, eller at de levede i et demokratisk samfund (som vi måtte være parate til at forsvare med våbenmagt), de privilegerede hvide lokumsrensere, i modsætning til de højtlønnede og venstreorienterede, der festede, da muren faldt.

Et sted var der en, der lo.