Det protestantiske princip

Jakob Böhme var en protestantisk mystiker (this has got to be good!) Som ensom skomagerlærling læste han Bibelen og Paracelsus, hvilket må have været lettere forvirrende.

Ud fra Glymanns portræt at dømme kunne man godt fristes til at tro, at han har stået model til Holbergs Jakob Skomager. Ikke overraskende skorter det ikke på korrespondenser i hans ”værker” ind imellem lutheranske platituder.

1. Trocken – Saturn – Melancholie, Todeskraft

2. Süss – Jupiter – Sanguiniker, sanfte Quelle des Lebens

3. Bitter – Mars – cholerische, zerstörerische Quelle des Lebens

4. Feuer – Sonne/Mond – Nacht/Tag, böse/gut, Sünde/Tugend

5. Liebe – Venus – Liebe zum Leben, spirituelle Wiedergeburt

6. Ton – Merkur – scharfer Geist, Erleuchtung, Ausdruck

7. Korpus – Erde – Gesamtheit der Kräfte, die auf Wiedergeburt warten

De første tre udgør ”die dunkle Welt des Vaters”. Nummer fire er ”diese Welt von Satan und Christus”, og fem til syv ”die Lichtwelt des Heiligen”.

Logos og Sophia kigger ligeledes forbi. Dette utrolige sludder tiltrak ikke overraskende både dem, der fandt Luthers Kinderlehre lidt for infantil, og en ny generation af obskurantister, der ligesom New Age følte et behov for at adoptere en abstrakt udgave af den kristne Gud som kransekagefigur (med plads for astrallegemer og reinkarnation).

Hegel kaldte Böhme den første tyske filosof. Var han også blot blevet den sídste!

Han var ”ægte tysk” i overensstemmelse med Luthers WEG VON ROM og WEG VON JUDA. Det, der skulle blive nazisternes feltråb (inden man kom til en slags forståelse med pavestolen).

Jakob Böhme ist der erste deutsche Philosoph; der Inhalt seines Philosophierens is echt deutsch. Was Böhme auszeichnet und merkwürdig macht, ist das schon erwähnte protestantische Prinzip, die Intellektualwelt in das eigene Gemüt hereinzulegen und in seinem Selbstbewusstsein alles anzuschauen und zu wissen und zu fühlen, was einst jenseits war.

Det er dette protestantiske princip, der gemmer sig bag såvel den europæiske idealisme som romantikkens Gefühl og romantismens føleri. Der er ikke længere nogen grund til at opsøge das Jenseitige – det vil sige den fysiske verden – eftersom denne allerede et at finde ”i hjertet”.

Anything goes, når det gælder det overnaturlige. ”For det er der jo ikke!” indtoner rationalismen.

Vi ser, hvorfor liberalismen er og må være idealistisk – det epistemologiske demokrati, personlig udvikling. Religionen, det biologiske imperativ, er fra nu af ”en privatsag”.

Manifesterer det akausale sig i ”den ydre” verden, er det overtro (og på samme tid sært nok ”farlige kræsfter, man ikke skal lege med). Lutheransk teologi!