Rudolf Steiner

Min far var en discipel af Rudolf Steiner. Som typograf tilhørte han den halvdannede del af arbejderklassen.

Som amatørskuespiller havde han stiftet bekendtskab med Shakespeare – i Lembckes oversættelse – men hans naturvidenskabelige dannelse lod meget tilbage at ønske. Antroposofien gav ham som så mange andre en pseudoviden og den trøst, at han maske i sin næste generation ville kunne tage sig sammen til noget.

Jeg er således vokset op med astral- og, takket være Steiners særlige indsigt, æterlegemer. Hans ”Waldorfskole” var en Waldorfsalat af hermetisme og spiritisme, en drue fra Hellas eller to, men mest nuts.

Dens ikkeeksisterende pointer havde han ikke overraskende fra de ikkeeksisterende rosenkreuzere. I den materialistiske udviklingslæres sted satte han den senere så populære ”åndelige” udvikling, i kraft af hvilken de hellige bliver mere utålelige (woke) for hver inkarnation.

De virkelig old souls kunne somme tider nå frem til det højeste indvielsestrin, en kælderbutik, der leverede penduler og krystaller til de lavere. Lidt mere jordnære inspiratorer fandt han i Blavatskys Teosofiske Selskab, men da det viste sig umuligt at nå til enighed om, hvilket medlem var den genkomne (læs: reinkarnerede) Kristus, startede han for sig selv.

Han advokerede positiv tænkning, der kan ses som en forløber for den i dag universelt accepterede. Vi skal således ikke spørge, on noget er vrøvl, men derimod, om det er positivt vrøvl.

To og to kan være fire, men også tre eller fem, hvorved man undgår at marginalisere de talblinde, og for yderligere at sikre disse gruppers rettigheder kan man så på et tidspunkt nå frem til, at to og to under ingen omstændigheder kan være fire. Det er trods alt dem, der hårdnakket påstår, at to og to er fire, der bærer skylden for diskrimination, racisme og den globale opvarmning.