Er mennesket ved fødslen en tabula rasa (eller rettere: vacua). Man kunne med samme ret spørge, om vi fødes med øjne.
For at kunne se noget som helst, må vi have et visuelt system. Det ville sikkert have glædet Platon at erfare, at i det mindste en del af hans ideer, de geometriske figurer, indgår i menneskehjernens read only memory.
Spørgsmålet er, om der bag det primære og sekundære visuelle korteks befinder sig et triært med knap så abstrakte former. For at besvare dette spørgsmål må vi vende tilbage til denne bogs første del, hvor vi fulgte hjernens tilpasning til ændrede forhold.
Vi blev derved opmærksomme på en grundlæggende egenskab ved den: Den kasserer ikke, den bygger ovenpå. Vi har trods alt stadig brug for krybdyrhjernens grundlæggende funktioner, selv om vi nu er pattedyr med alle denne klasses hang-ups.
Under normale omstændigheder foretrækker menneskehjernen måske at forlade sig på det mammale visuelle system, men som vi har set, er amfibiernes stadig brugbart i en nødsituation. Denne erkendelse kunne man med fordel gøre til et moderne naturvidenskabeligt gnothi seauton: DET VIRKER STADIG!
Vi er alt, hvad vi nogen sinde har været, tilbage til den første virus. L’essence précède l’existence.
Hvis en fugl reagerer på skyggen af en rovfugl, er vores frygt for slanger og insekter naturligvis i lige grad medfødt. Vi vælger ikke at undgå fordærvede (”ildelugtende”) madvarer.
Dette kan give problemer i et identitetspolitisk system, hvor vi er, hvad vi vil – eller rettere: hvad den aktuelle statsmagt og herskende klasse vil, at vi skal være. I sådanne tilfælde vil menneskelighed, det vil sige: menneskenaturen, uvægerligt blive et problem, og menneskelighed tolkes som fordom.
Så repræsenterer identiske religiøse forestillinger i kulturer uden nogen forbindelse med hinanden, som Jung vil påstå, sådanne innate ideer? Hans arketyper er måske filosofihistoriens mest heroiske forklaringsforsøg.
Sådanne forestillinger må jo nemlig være symbolske, de må betyde noget andet. Dette er naturligvis i en vis forstand rigtigt nok.
Et træ er ligesom alt andet et symbol, der gør det muligt for os at gebærde os i en fysisk verden af ”sanseindtryk”, som vi for nærværende tolker som en kausal virkelighed (fremskridt). For de fleste af vore forfædre var den grundlæggende akausal (den førnævnte magiske tankegang).
Et katalog over religiøse ideer ville naturligvis ikke være så dårligt. Uheldigvis havde Jung hverken de epistemologiske eller religionsfænomenologiske forudsætninger for noget sådant – hvad dette angår, slægter han sin læremester på, der skrev sin ”Totem und Tabu” (Einige Übereinstimmungen im Seelenleben der Wilden und der Neurotiker) ud fra en artikel i Encyclopedia Britannica.
Et andet problem er, at sådanne ideer ikke er prospektkort, men modeller, kognitive redskaber. Dette forhindrede naturligvis ikke, at han fandt sit eget taknemmelige publikum.
Som kollegaen Paul Helwig bemærkede: ”Über Jung kann man sich mit jeder Dame unterhalten.” Freuds advarsler sad han overhørig.
Mein lieber Jung, versprechen Sie mir, nie die Sexualtheorie aufzugeben. Sehen Sie, wir müssen daraus ein Dogma machen, ein unerschütterliches Bollwerk gegen die schwarze Schlammflut des Okkultismus.
Denne bemærkning fra en person, der af sin samtid blev udskreget som ”dæmonolog”. Jungs egen baggrund gik i bedste fald tilbage til Corpus Hermeticum.