Når man som jeg har levet i ni årtier, vil ens perspektiv uundgåeligt være et andet end meningsdannernes (”influencers”), der kun lige er kommet i puberteten. Hvordan skulle de kunne vide, at den Bewegung, de kolporterer med puritanerens aggressive fromhed, uvægerligt vil være skåret over den samme læst som nazismen og uundgåeligt kræve de samme ofre?
Jeg var barn i halvtredserne, hvor Danmark som et af de få lande i Europa ikke lå i ruiner, i kraft af, at vi havde været på den rigtige side. (Eller var det den forkerte?)
Som altid kom den borgerlige korkprop hurtigt op til overfladen og fik orienteret sig. Nå, Antikominternpagten hed nu Atlantpagten?
Nåja. Efter at Danmarks udsendte var kommet hjem fra Østfronten med halen mellem benene, eller eventuelt slet ikke, eller Kongen i det mindste var holdt op med at dekorere dem, havde vi i et par generationer ikke så travlt med at anskaffe jagerfly.
Vi var kort sagt blevet materialister, og børnene i Gentofte kedede sig og demonstrerede imod den amerikanske imperialisme. I USA foreslog deres jævnaldrende at MAKE LOVE NOT WAR.
Som en ung mand på seksten var jeg naturligvis helt på det rene med, hvad FREE LOVE betød. Det betød FREE SEX.
Pigerne med det lange hår, de bløde træk og smilende øjne var lige så intenst kvindelige som de bakkantiske go-go dancers i deres bure. I ’68 kom så fascisterne med deres sindssyge kvindehad.
The drop-out var naturligvis i bund og grund a cop-out. Man begyndte med the Man in the Mirror og kom ikke længere.
Boghandlerne bugnede med Books for Inner Development. Mor sov allerede med prins Valium, så hvorfor ikke følge hendes eksempel?
Be First to Comment