The Avengers

But give to things their true esteem,

And then what’s magnified most vile will seem;

What’s commonly despised will be

The truest and the greatest rarity.

What men should prize

They all despise:

The best enjoyments are abused;

The only wealth by madmen is refused.

Magisk realisme er naturligvis blot et andet ord for surrealisme, der som en ”kunstart” ikke er specielt ophidsende. Der var naturligvis noget magisk ved den lille biograf, indtil den endnu mindre kom til, og da i det mindste i et årti noget magisk ved den – er ”fjernsyn” da ikke en form for for scrying?

The gods and monsters of Universal, genoplivet af Hammer, krævede blodets farve, men i det mindste kunne man opleve dem i den moderne udgave, science fiction, i tv-serier som ”Outer Limits”. Egentlig surrealistisk var der dog kun en serie, der kunne betegnes som, og det ved et rent tilfælde.

Kriminalgenren var som altid den mest populære, og med den britiske ”Police Surgeon” var det lykkedes at kombinere den med en anden. Ingen af de to var dog så populær som spionfilmen, den overvintrede krigsfilm.

Nazismen var naturligvis kun skindød, selv om Antikominternpagten nu hed Atlantpagten. Fjenden var stadig den samme: Kommunismen.

”The Avengers” (som kun hævnede noget som helst i det andet afsnit, der er gået tabt) tilføjede en hemmelig agent, som i sin påklædning, sit sprog og sin sans for fair play repræsenterede det konservative England med et glimt i øjet, en nostalgisk anakronisme, der allerede antydede det surreelle. Da politilægen stod af efter en sæson, fik han et modstykke i en lige så farverig person, der nød godt af den seksuelle frigørelse (som herhjemme gav sig udslag i frigivelse af billedpornografien), en læderklædt dominatrix af alt andet end navn.

I Frankrig, hvor ”The Avengers” blev en kultserie, gik den meget karakteristisk under titlen ”Chapeau melon et bottes de cuir”, bowlerhat og læderstøvler. Producenten Brian Clemens lagde the ground rules (eller mangel på samme).

There would be no extras per se. Everyone on screen would be a character.

This was because our main characters, as outrageous as they were, would look ridiculous if placed alongside real, documentary-type people. Therefore, we never got involved in “real” problems; there are no ethnics in the series, no blacks, no drug problems, no social problems.

Ours was a fairy-tale world – the kind of Britain that outsiders like to imagine it is, even if it is not. There was no conscious move into sci-fi – merely more outrageous stories.

To the innocent, The Avengers was merely a happy pantomime of fast action and hood humour. But if you had a dirty mind, there were many more delights to be found.

Først og sidst er serien baseret på den præmis, at mænd godt kan lide at se på kvinder (gerne bundet og kneblet), og at kvinder godt kan lide at blive set på af mænd. De præsenteres derfor gerne nedefra – først læderstøvlerne og det lårkorte skørt, og så resten af personen.

Typisk er en flok ”haremspiger” i et tivoli. Selv om en af dem kvæler et gab, udstråler de den uskyld, der gik tabt med den nazistiske magtovertagelse. Intet kan være mere revolutionært!

Enhver, der har haft tændt for et tv-apparat de sidste fem år, vil være syg og døende af hjernevask og fascistisk propaganda, hvor den eneste legale person er en transseksuel neger, og den eneste legale følelse er had. Se ”The Avengers” eller dø!