Lige så central dæmonologien er for forståelsen af, hvad religion er, lige så vildledende har den moderne udgave været – jeg tænker naturligvis her især på Sigismund Schlomogomacho (bedre kendt som Freud) og hans ikke mindre fantasifulde arvtager. Det er således schlomogomachismen, vi skylder den indsigt, det nittende århundredes borgerskabs seksuelle problemer giver os i de græske tragedier.
Ikke mindre fortjenstfuld er dog, som vi har set, hans frafaldne discipel Carl Gustav Jung og hans lære om animus og anima (det lyder da romersk, ikke?) I kraft af dette holistiske kraftspring kan vi tillidsfuldt springe de historiske kilder over og gå direkte til mandalaerne og turistshamanerne.
Så heldig er læseren af Neutzsky-Wulff uheldigvis ikke. I stedet må han kæmpe sig frem til en forståelse af, hvad overgangen fra palæolitikum til neolitikum – syndefaldet – betød for den religiøse udvikling og afvikling, det traume vi endnu døjer med i den misogyne kristendom og andromane feminisme.
Sådan var det naturligvis ikke blandt civiliserede folkeslag som romerne, hvor ingen kvinde ville være mand, og kun jøder og galater ville være kvinder. I en overgangsfase er hun endda potnia theron og indgår i jagtmagien.
Men hendes magt er begrænset af at være cyklisk. Hun definerer og er definereret af året og måneden, og hendes aldring er da også langt mere dramatisk end mandens.
Denne begrænsning er imidlertid også en styrke. Hendes ophold i underverdenen er ikke spildt.
Længe før den mandlige psykopompe er hun trismegiste, som månen med dens tre faser. Hvad Kristus og Dionysos gør, har Ishtar gjort i tusinder af år.
Men Magna Mater må også nødvendigvis være moder til sønnen, det dennesidige mandlige, som er lige så undværligt som det hinsidige, som befrugter hende, og som efterhånden bliver for stor til sine vinger. Allah forskyder Allath. Ra er senil, Osiris er død, men Horus is out for revenge som en antik Hamlet.
Be First to Comment