Kvindens magt er subtil, hvilket gør det muligt for hende taktisk at benægte den. Da den forfængelige mands selvbillede er skabningens herre, og det på trods af hans forplantningsapparats lidenhed i forhold til hendes, slipper hun som regel godt fra det.
Når omvendt denne magt bliver åbenbar, ses det gerne som en bekræftelse af kvindens fordærvede natur, og sjældent som en form for selvforsvar. I det syttende århundrede hørte magien og hekseprocesserne fortiden til, men det betød ikke, at hun havde lukket butikken.
Behovet var der stadig: For at skaffe sig af med en plagsom ægtemand, så hun kunne gifte sig med sin elsker uden at gå glip af den formue, for hvis skyld hun havde indgået sit første ægteskab, for at slippe af med hans hustru eller en anden rivalinde, for at straffe hans eventuelle utroskab, eller for at skaffe andre familiemedlemmer af vejen, så hun kunne arve dem, når pengene var brugt. Det chokerende ved den såkaldte affaire des poisons var ikke, at en mild og dydig kvinde kunne tage livet af et familiemedlem, men at denne praksis var så udbredt, at den i lige så høj grad som det mandligt dominerede retssystem var en del af den sociale orden.
Administrationen af det populære poudre de succession var således langtfra reserveret arveonkler. ”Pulveret” var gerne arsenik, men det var i sidste ende blot en kultgenstand i dyrkelsen af Hekate.
En venefica var også en malefica, en ”sort” magiker, en ”klog kone”, der rådede over liv og død, jordemoder og abortionist. Også mænd deltog i hendes kult, og i det katolske Frankrig, hvor alle mirakler var kristne, var præsten en medhjælp, der passede til hende.
Sammen udgjorde de religionen i negativ, hvor den kristne Djævel erstattede den kristne Gud. Her fik messen en ny betydning, la messe d’amour, og et nyt formål, at vække og bevare en mands kærlighed.
LÆS VIDERE I ”GRIMOIRE”!!
Be First to Comment