Engle

Overnaturlige væsner af en vis størrelse kaldes i den kristne tradition engle. Ordet stammer fra det græske angelos, der igen er en oversættelse af det hebraiske malakh, budbringer.

Denne tolkning har som så meget andet rod i den jødekristne monoteisme. Da de ikke kan elimineres, degraderes de til postbude.

Og ligesom mennesker kan de naturligvis være ”ulydige mod Gud”. Sådanne forventninger, der er typiske for fascismen, gør det selvsagt meget vanskeligt at omgås andre levende væsner.

Hvem er det, vi har foran os, en person, der jubler over hærgende negre, eller en racist? Tertium non datur!

Der er engle, kvalmende sykofanter, og psykopatiske dæmoner, den personificerede ”ondskab”. At slangen i Edens have, der identificeres med overdjævelen Satan, spiller ungefær den samme rolle som Prometheus som menneskets beskytter mod skinsyge guder, rører ikke store ånder som folkekirkepræster.

Uheldigvis svarer disse væsner ikke til nogen af de to beskrivelser. Det har vi svært ved at forstå, eftersom vi ikke længere abonnerer på menneskelige guder med menneskelige egenskaber og lidenskaber som de mennesker, de skabte i deres billede.

Vores fællesgud forstår ikke menneskene, og han må derfor af nødvendighed hade og fordømme, dømme og straffe resultatet af sit uheldigste eksperiment (og eventuelt prøve at drukne dem). Gud skabte en del mennesker med en trang til at gå i det modsatte køns tøj, og meningen er så, at de skal lade være med det.

Gud er lykkeligst, når hans skabninger er ulykkelige. For en sikkerheds skyld har han skabt helvede, hvor han kan pine dem i al evighed, efter at de er blevet uigenkaldeligt cancelled.

Djævelen har skabt spiritus, pornografi og rødt kød. Gud har skabt kolde afvaskninger og Me Too.

Det vil derfor sikkert komme som en stor overraskelse for mange, at de dæmoniske engle og angeliske dæmoner har deres favoritter ligesom andre mennesker. Tiltaleformen ”Gud” er altså i grunden misvisende, og ”min gud” mere passende.

Dette er da også, som vi har set, den oprindelige betydning af ”daimon”. De ligner således os en del – i det mindste, inden vi blev belly-wriggling invertebrates, for usle til at være syndige, med andre ord, inden vi anså det for at være vores skæbne og bidrag til menneskeheden at stemme på Enhedslisten.

Det tog et århundrede eller to at gøre Gud så uskadelig, at spiritisterne kunne tage ham med i deres kataloger. Nu er englene gået samme vej, så at man i Gyldendals Bogklub vil kunne finde selvhjælpsbøger om emnet.

“En grundbog, der viser, hvordan man kan begynde at arbejde sammen med sine engle og lade deres lys heale og forvandle ens liv. Den fortæller om englenes formål, og om hvordan man arbejder sammen med de forskellige engle, når der er brug for hjælp i bestemte områder af ens liv. Den fortæller, hvordan man møder sin skytsengel, og hvert kapitel har forslag og øvelser, så man selv kan gå i gang og lære at værdsætte de forbløffende englevæsner.“

Den omtalte ”skytsengel” adskiller sig naturligvis ikke som begreb fra den tidligere omtalte daimon. Det er da også karakteristisk, at Bibelens engle med få undtagelser – hyrderne på marken, der er et mithraistisk lån – henvender sig til enkeltpersoner med deres ”budskaber”.