Af “Grimoire”

På dette tidspunkt er det om ikke andet nok gået op for læseren, at magi er noget ganske andet end almindeligt formodet. Problemet er som altid liberalismen, forestillingen om mennesket i kamp med naturen.

Kunne det ikke være rart, hvis man i denne kamp kunne aflægge boksehandskerne og simpelt hen påtvinge den ydre verden sin vilje? Sikkert nok er det dette forfængelige håb, magien repræsenterer, hvorfor vi i vores viderekomne naturforståelse blot kan trække på skuldrene og foretage os noget fornuftigt.

Men som vi har set, grunder magiens mulighed sig netop på den kendsgerning, at der hverken findes nogen vilje eller ydre verden. Ligesom det burde være indlysende for alle andre end spiritister og kristne fundamentalister, at hvis der virkelig fandtes en sådan immateriel ”bevidsthed” med en mystisk magt over fysiske muskler og sener, ville den ikke være begrænset til disse, men med samme lethed kunne levitere en papirclips og en fragtdamper!

En anden udbredt miskonception er distinktionen mellem hvid og sort magi, der ligeledes er udbredt blandt clairvoyante husmødre. Der er utvivlsomt tale om et forsøg på at opnå exception fra kristendommens undsigelse af det overnaturlige.

”Sort” magi er således den ”skadelige” afart. Men intet er gavnligt, som ikke er skadeligt.

Veganerenes svaghed for gulerødder er skadelig for de stakkels mishandlede gulerødder. Derfor er jagtmagien heller ikke et trick for at få mere i jagttasken, men en pagt.

Vi kan sige, at den sorte magi eksklusivt er gavnlig for os og skadelig for andre, men som vi har set, er dette en selvmodsigelse – i magien er der ikke noget selv. Magikeren er ikke i konflikt med hypotetiske naturlove, han er en del af skaberakten.

Når vi ser hans ”held”, tænker vi måske, at han må have taget af kassen i det firma, hvor han arbejder, men det har han ikke. Han har fået julegratiale.