Skip to content

Quod licet Jovi

Fra en læser erfarer jeg, at Weekendavisen i en artikel den 12. november afslører, at jeg er den mest stjålne forfatter, muligvis sammen med Kafka. Det ville nu næppe være kommet som en stor overraskelse for boghandlerne, dengang der endnu fandtes sådanne, og jeg endnu ikke havde opdaget, at jeg kunne forsørge mig ved at skrive ved at eliminate the middleman.

En af dem betroede mig, da jeg beklagede mig over, at han var holdt op med at sætte mine bøger i vinduet, at natten efter en ENW-udgivelse var Kristallnacht. Derimod vil det nok overraske mange, at jeg skulle have ”kastet en forbandelse over Bo Bjørnvig som følge af en række ufavorable boganmeldelser”.

Bo ville, kunne jeg forstå, gerne være djævledyrker og mente, muligvis efter en artikel i Ekstrabladet, at jeg måtte være den rette til at skaffe ham en billet til Anholt. Dette håb skulle dog brat slukkes.

Det er en sød historie, og ifølge god presseetik må bladet naturligvis bringe den. Bo skulle skilles – og det skulle jeg også.

Her, syntes han at mene, måtte der endelig være grundlag for den eftertragtede forbrødring! I stedet fortalte jeg ham det følgende klassiske eventyr.

En papegøje kom for skade at vælte sin herres salvekrukke. Denne blev så rasende, at han plukkede det arme dyr.

Nogle dage efter sad papegøjen i vinduet, da en kronraget buddhistmunk kom forbi. Da råbte papegøjen, grebet af medfølelse med sin lidelsesfælle: ”Nå du har nok også væltet salvekrukken!”

Herefter kom der ikke flere positive anmeldelser fra hr. Bjørnvig.

Published inUncategorized

Be First to Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *