Vi lever i en kunstig virkelighed. Dette er blevet gruopvækkende tydeligt efter den fascistiske magtovertagelse i USA og lydstaten Danmark.
”Altså, der er mænd, der kan føde børn.” Altså!
Bemærkningen faldt i Folketingssalen den 25. november 2021. Ingen reagerede, mere end man ville have gjort, hvis påstanden havde været, at Jorden er flad, eller to og to er fem.
Dette skyldes ikke blot, at dissidenter ligesom i Nazi-Tyskland bliver truet til tavshed. Vi har vænnet os til, at det, vi ser på skærmen, er sandheden, og følgelig udelukkende afspejler de aktuelle magtforhold. Erfaringen – fordommene – har ingen chance i et rent trossamfund.
Naturligvis er der ingen, der tror på jomfrufødsler eller gravide mænd, og mindst af alt dem, der fremsætter disse påstande. Motivet er et andet – Orwell blotlægger det i ”1984”.
”In the end, the Party would announce that two and two made five, and you would have to believe it. It was inevitable that they should make that claim sooner or later: the logic of their position demanded it.”
Der er naturligvis ikke noget nyt i dette.
”Nazi theory, indeed, specifically denies that such a thing as ‘the truth’ exists. There is, for instance, no such thing as ‘Science’. There is only ‘German Science’, ‘Jewish Science’, etc.”
Sandheden eksisterer ikke. Der er kun kvindehad og kvindeforskning.
Der er ingen videnskabelig sandhed om køn. Der er kun transaktivister og transfobe.
Årsagen er den simple, at det ikke drejer sig om, hvorvidt USA er ”systemisk racistisk” eller ej. Det drejer sig om magt, nærmere betegnet magten til at påstå hvad som helst og blive troet.
Tanker er ikke toldfri i et diktatur, eftersom de udgør den sidste rest af frihed og identitet. Det er noget, vi acccepterer af den simple grund, at vi er for dovne til at forstille os, rent bortset fra den nagende frygt for at komme til at sige noget, der stempler os som undermennesker og berøver os vores liv eller livsgrundlag.
Det er både lettere og sikrere også at tænke det rigtige. Det kan lykkes, så længe vi ikke tænker over det. For en sikkerheds skyld demonstrerer vi for Black Lives Matter – hekse går ikke til messe.
De har jo hverken gjort sig skyldige i plyndring, mord eller ildspåsættelse, og bevismaterialet bliver hurtigt fjernet fra Nettet sammen med dødstrusler mod ”nazikællinger”. For hvordan kan man dog få sig selv til at skrive sådan noget?
I virkeligheden ventede de blot på politiets tilladelse til at synge ”We Shall Overcome” – det samme politi, der årligt myrder sorte i tusindvis. Vi har måske ikke så mange negre, men derfor kan man jo godt gøre opmærksom på den skjulte racisme i samfundet (især i betragtning af, hvor skjult den er).
Pointen er den samme som altid. Det er ikke de rige svin, meningsdannerne, der er unser Unglück.
Det er de rige jøder. Også de fattige, nu vi tænker over det.
Noget mere uskyldigt et naturligvis vores kausale fængsel. Derimod kan den statslige propaganda, når den er værst, minde os om, hvor svært det er at genkende potemkinkulisser, når man bor i dem.
Be First to Comment