”L’enfer, c’est les autres,” lader Sartre en af personerne i ”Huis clos” sige. Mere præcist ville ”La prison, c’est les autres” nok være.
Vi lever i et frit samfund, et fængsel uden mure. Murene udgøres af vore medmennesker.
Den statsmagt, der varetager kapitalinteresserne, står for fængselsregulativet, forklædt som Nyhederne. Men fangevogterne er vi selv.
Din bedste ven er en kapo. Det kaldes KAmeradenPOlizei, at komme hinanden ved.
Can’t live with them, can’t live without them. De definerer os, reinforcerer vore roller, der ikke længere står i noget forhold til vores biologiske funktioner.
Nu kunne man jo tro, at dette havde noget med fællesskab (”kommunisme”) og samfundssind at gøre, men det er det stik modsatte. Det sidste, magthaverne ønsker, er, at du skal solidarisere dig med dine medfanger!
Nej, du skal tværtimod rotte dig sammen med en udvalgt gruppe imod alle andre. Er du veganer, homoseksuel, kræftpatient?
Så er du in business. Insister på dine rettigheder, som er de andres pligter, jo flere, jo bedre.
Husk altid, at din frigørelse er de andres ufrihed. Vi må have flere love, imod at tale og tænke.
Vil du være menneske? Lad være med at tage telefonen.
Sig dit medlemskab op. Sig neger.
Be First to Comment