Nu skal man jo ikke give op så let. Politikens krigspropaganda blev en ynkelig fiasko, og så er det jo godt, oplysningskampagnen om ”das Sowjet-Paradies” aldrig bliver gammel.
Man kan jo altid finde en svindler og kassebedrøver at udnævne til martyr, ligesom der altid er en mafia, man kan udnævne til frihedskæmpere i lande, man planlægger at udplyndre. At Ukraine, der hædrer nazistiske krigsforbrydere, er mønsterstaten, kan naturligvis ikke undre.
Det er ikke militærmagten, man frygter, men et frit samfund som det russiske med anstændighed og borgerrettigheder i stedet for censur, heksejagter og dødspatruljer i gaderne. Hvor præsidenten er folkevalgt og ikke en hadet diktator, der er kommet til magten ved hjælp af den mest åbenlyse valgsvindel.
Hvor politiske modstandere ikke tilsvines af den kapitalejede presse og forfølges med justitsmord og skueprocesser. Hvor andre stater ikke er besatte og tvunget til at varetage imperialisternes interesser i stedet for deres egne.
Hvor man respekterer individet og familien. Et land uden racisme og fascistiske terrorbevægelser som Black Lives Matter, Me Too og LGBT, politisk vold og berufsverbot.
Hvor forældre ikke bliver hentet midt om natten af Gestapo, når de protesterer imod, at deres børn bliver indoktrineret i en totalitær ideologi. Et samfund, hvor ikke enhver perversitet og hadefuld løgn ophøjes til et evangelium.
Måske har vi glemt, hvordan det er ikke at leve i stadig frygt for ikke at have heilet overbevisende nok. Where only swine can breathe.
Be First to Comment