I den liberalistiske teologi går demokratisering hånd i hånd med sekularisering. Kristendommen, som vi endnu formelt bekender os til, er blevet en tom skal, og Islam er blevet vores dødsfjende.
Vi er alle satanister. Alt tyder da også på, at dette er en uundgåelig konsekvens af den lovpriste udvikling.
Den magiske renæssance viste sig abortiv, hvad ikke kan undre, givet dens hermetiske grundlag. Kirkens modangreb i form af kætter- og hekseprocesser strandede i en jura, hvis beviskrav den så lidt som spiritisme og parapsykologi kunne opfylde.
Fra nu af faldt religion og magi inden for det psykotiskes og de psykotomimetiske stoffers område. Hertil kom, at det freudianske og jungianske evangeliums heuristiske værdi kunne ligge på et meget lille sted.
I 1978 tonede historikeren Martin Gross frem på tv-skærmen med et budskab, der i dets sted knæsatte et psykofarmakologisk. Han profeterede ved samme lejlighed, at ”psychiatry will come out of the dark ages, will drop all the nonsense and expertise about human behavior of which they know absolutely nothing that my grandmother didn’t know, if they know that much, and will turn to medicine”. På Los Angeles Times erklærede man sig enige.
The typical “shrink” of the ’80s is more likely to view “craziness” as a combination of genetic, developmental and environmental stress factors coming together. And the excitement in the field centers on advances in brain biochemistry and neuroanatomy; convention seminars on such subjects as “the psycho-pharmacology of depression” now draw standing-room only crowds.
Psykologien matte vige pladsen for psykiatrien og “hjerneforskningen”. Den freudianske revolution havde været en fuser – ”the bumbling and sometimes humorous stepchild of modern science” – under højlydte protester fra sognepræsternes arvtagere, der stadig anså besnakkelse for mest social, samt læsere af ”Information”.
Det lød jo umiddelbart lovende for dem, der ikke følte sig ganske overbeviste om, at det, filatelister i virkeligheden samler på, er deres barndoms afføring, à la recherche de la merde perdue. Uheldigvis har det sidste halve århundrede vist, at optimismen var overdrevet. Problemet er stadig det samme som historikernes, blot lidt anderledes formuleret.
Hvordan kan nioghalvfems procent af alle kulturer – selv de mest primitive og pragmatiske – have været religiøse?
Hvordan kan en procent af befolkningen – de skizofrene – leve i en anden erfaringsverden?
Be First to Comment