Krigen i Ukraine fortsætter. Sådan da.
Det er jo ikke just de store tabstal, man ser – de dramatiske slagscener er hovedsagelig taget fra computerspil. Det er mest heroiske bedstemødre med molotovcocktails.
Shock and awe er det i al fald ikke – snarere phoney war. Hvis Putins tilbageholdenhed skyldes et forsøg på at fremstå som en hensynsfuld overfaldsmand, er det i det mindste mislykkedes i medierne, hvad han måske burde have forudset.
Måske er det der, fremtidens krige vil blive udkæmpet. Hvor begge parter blot forsøger at beskytte en minoritet imod en mere eller mindre hypotetisk aggressor.
Som de to slagsbrødre på inspektørens kontor, hvor den ene hyler højere end den anden. Putin er nok omtrent lige så bekymret for Donbass, som Biden er for Ukraine.
Snart vil ikke engang Vladimirs små solstrålehistorier om sorte, der bliver smidt af togene med flygtninge, så de hvide kan få deres pladser – der sikkert heller ikke vil blive sendt til Afrika af de danske myndigheder – og nynazister, der smører ammunitionen ind i svinefedt med henblik på de mange russiske soldater med islamisk baggrund, kunne trænge igennem mediemuren. Måske burde han have vidst, at han ikke både kunne vinde krigen på slagmarken og i pressen, og koncentreret sig om en af delene.
At han, hvis han sætter hele sin militære magt ind, vil være en krigsforbryder. Og hvis han ikke gør det, derved opmuntre Vesten til at støtte ofrene for hans aggression, hvilket kan føre til en ekstremt farlig situation.
Hans modstander, Zelenskij, tror stadig, han spiller hovedrollen i en tv-serie, hvorfor hans vilje til at finde en diplomatisk løsning i høj grad afhænger af seertallene. Så krigen i Ukraine fortsætter.
Det hysteriske hykleriet vi ser nå er umenneskelig stort. Jeg er ærlig talt og tåpelig nok sjokkert.
Ikke bare distraherer denne krigen folk fra en erkjennelse av eller bare et minne om egne synder, den anvendes endog som hevnhandling, mot de forbannede plageåndene som aldri gav seg med å mase om egne og alliertes krigsforbrytelser. Nå trenger man ihvertfall ikke å bry seg om alle de ødelagte menneskelivene i Libya og Jemen, Gaza og Irak, og «hyklerne» (!) får nå endelig ta å klappe igjen. Noen som helst antydning om at vi selv bærer en delskyld for at situasjonen har blitt som den har blitt, møtes med full-blown selvrettferdig harme.
Putin burde få fredsprisen eller noe, for in one fell swoop har han forvandlet det siste halve århundret til en periode med harmoni, fred og fullt ut fungerende og gjensidig respekterte internasjonale mekanismer for håndtering av konflikter. Han ødela kanskje alt, men det er vel verdt det for å toe egne hender.
Det er virkelig motbydelig.