For os er det populære fremskridt uadskilleligt fra sekularisering. Oplysningstiden repræsenterer måske en art kompromis i form af en naturlig deisme, men fra det nittende århundrede er religionen (læs: kristendommen) for de fattige i ånden, og i det tyvende syntes det klart for enhver, at religionen helt ville forsvinde.
I stedet fik vi ”nyreligiøse bevægelser”, der alle stod i gæld til spiritismen med dens sociale forargelse. Dens bestræbelser på at forbedre verden var dog ganske uskadelige og blev i det enogtyvende en velkommen afledningsmanøvre for det kapitalistiske system.
I mellemtiden var der imidlertid sket noget, der stillede hele vores sekulariserede udviklingsbegreb på hovedet. Hvor politikken hidtil i det højeste havde haft en religiøs fernis, tog den nu afsæt i religionen.
Religionen blev politisk, islamisme og kristianisme. Religion var ikke længere en privatsag, den bekæmpedes og forsvarede sig imod dem, der bekæmpede den, og årsagen var netop, at statsmagten i stadig stigende grad trængte ind i privatsfæren.
I det moderne kapitalistiske system var familien blevet en liabilitet. For en tid havde man kunnet ladet sig nøje med at reducere slægten til kernefamilien med to forsørgere som et opgør med det patriarkalske system.
Dette var nu ikke længere nok, familien måtte som en trussel imod den udelte loyalitet over for statsmagten og de kapitalinteresser, den repræsenterede, rives op med sine rødder, køn og forældreautoritet. It was a bridge too far, and the walls came tumbling down.
Det var dog ikke til gavn for den progressive kirke, der viede homoseksuelle. Den nye religiøsitet – ikke at forveksle med reinkarnation og grøn omstilling – var fundamentalistisk og aggressiv.
Omvendt så statsmagten ikke længere religionen som en uskadelig atavisme, men som en statsfjende. Det var ikke det, den katolske kirke henfører til som aggiornamento, man ville have.
Tværtimod reagerede man i de islamiske lande med religiøst motiverede forfølgelser. Sæder, der var mildnet gennem århundreder, fremstod pludselig i deres oprindelige form, der stod i et grelt forhold til den importerede kultur, og hejstes som en oprørsfane.
Paradoksalt nok skete præcis det samme i det land, hvorfra sekulariseringen kom. Her hævdede en fundamentalistisk kristendom, hvad den opfattede som nationale dyder, individualisme og familiefølelse.
Be First to Comment