Film til sommerferien 2

Udstødt af det pæne selskab søger den homoseksuelle greve hjælp hos ”doktor” Mabuse, der ligesom jøden Freud er psykoanalytiker og blot er interesseret i at skænde hans ariske hustru. De to kvinder optræder kun som spillebrikker i kampen mellem de to mænd, Carozza som Wenks fange, og grevinden som Mabuses.

Konsulteret af statsadvokaten, efter at han har drevet greven til at tage livet af sig, hypotetiserer han, at der kan have været tale om suggestion, og ánbefaler ham at overvære en forestilling med illusionisten ”Sandor Weltman”, hvorunder han hypnotiserer ham til begå selvmord. Han bliver dog i sidste øjeblik reddet af sine kolleger, og den nu fuldkommen sindssyge Mabuse spærret inde.

Det er han stadig i the sequel, DAS TESTAMENT DES DR. MABUSE, der er fra 1933 og således en tonefilm. Det forhindrer ham dog ikke i, selv efter sin død, at bringe sine planer til udførelse gennem overlægen på den psykiatriske klinik.

De har i mellemtiden udviklet sig til et politisk program, igen i overensstemmelse med nazismens mytiske jøde, for hvem die Weltherrschaft blot er et middel til endemålet, die Vernichtung der Welt. Nationalsocialisterne så indlysende ikke deres kommunistiske modstandere som socialister, men derimod som anarkister.

Den jødiske tilsyneladende egennytte var således kun et skin. De var ikke materialister i traditionel forstand, deres formål var at nedbryde alle idealer.

Mabuse kalder dette sataniske evangelium die Herrschaft des Verbrechens, som Picasso udtrykker anarkismens grundtanke: Lo que importa es sembrar cofusión, no eliminarla. Det er denne confusion, der er kernepunktet i Mabuses testamente.

Die Seele der Menschen muss in ihren tiefsten Tiefen verängstigt werden, durch unerforschliche und scheinbar sinnlose Verbrechen. Verbrechen, deren Zweck nicht einmal die erfassen, die sie ausüben. Verbrechen die niemandem Nutzen bringen, die nur den einen Sinn haben: Angst und Schrecken zu verbreiten!

Denn, der letzte Sinn des Verbrechens ist eine unbeschränkte Herrschaft des Verbrechens aufzurichten. Ein Zustand vollkommener Unsicherheit und Anarchie, aufgebaut auf den Zerstörten Idealen der Welt, die zum Untergang verurteilt ist.

Wenn die Menschen, vom Terror des Verbrechens beherrscht, vom Grauen und Entsetzen toll geworden sind, wenn das Chaos, zum obersten Gesetz erhoben. Dann ist die Stunde der Herrschaft des Verbrechens da.

Det var meningen, at filmen skulle have haft premiere den 24. marts 1933, men det skulle ikke så være. Blot ti dage før havde den nyudnævnte kansler, Adolf Hitler, oprettet das Reichsministerium für Volksaufklärung, omtrent svarende til Bidens Disinformation Governance Board.

Goebbels var en stor fan af ”Metropolis”. Den er da måske også den mest smigrende beskrivelse af nazisternes program.

Hirn (kapitalen) und Hände (proletariatet) wollen zuzammenkommen (i partiet), aber es fehlt ihnen das Herz (den nationale rørelse) dazu. Mindre begejstret var han for ”M – Eine Stadt sucht einen Mörder” med dens sympatiserende fremstilling af en barnemorder.

Nach dem Schlagwort: ”Nicht der Mörder, sondern der Ermordete ist schuldig”, wird versucht, das normale Rechtsempfinden zu verdrehen und durch mitleiderregende Darstellung des Verbrechers das Verbrechen zu beschönigen und zu entschuldigen.

Den nye film var da også helt i tråd med den officielle linje, blot bedømte Goebbels, at det, tiden nu krævede, var tillid til den nye regering, og ikke skrækpropaganda. Lang blev rasende og overvejede straks at drage til filmens forjættede land Hollywood.

Men måske var en så åbenlyst antisemitisk film ikke lige netop det bedste visitkort. Så fik han en genial idé.

“The film was made as an allegory to show Hitler’s processes of terrorism. Slogans and doctrines of the Third Reich have been put into the mouths of criminals in the film.”

Der dog glimrede ved deres fravær i den oprindelige tyske version. At kritikerne lod sig narre, vil næppe undre nogen, der har været i berøring med dette folkefærd.