Den 9. april 1940 meddelte den tyske gesandt, at et engelsk overfald på Danmark var umiddelbart forestående, hvorfor det var bydende nødvendigt, at Værnemagten indtog strategiske positioner i landet. Churchill var en farlig mand, som Politiken dengang skrev.
Faktisk var man allerede gået i land. Københavnerne strømmede til havnen for at overvære det imponerende skue.
De besøgende blev modtaget med det danske smil og en hyggesnak, så vidt sprogbarrieren tillod, og de tyske soldater fik små opmærksomheder af befolkningen. Der var dog også sure miner blandt folk, der ikke mente, det var passende med en sådan ”rundskuedag” – det var trods alt ubudne gæster.
General Prior, øverstbefalende for den danske hær, mente direkte, at man burde gøre modstand, for et syns skyld, og så overgive sig. Kongen skal ganske uden ironi have bemærket: ”Skulle vi ikke fortsætte modstanden et kvarter?”
Udenrigsministeren mente dog ikke, det ville narre nogen. Marinens chef blev senere afskediget – for et syns skyld.
Tyskerne havde allerede besat alle strategiske positioner, så spørgsmålet var udelukkende, om man skulle samarbejde med besættelsesmagten eller ej. Som bekendt traf man – i modsætning til Norge – den første beslutning.
Noget egentligt overraskelsesangreb var det naturligvis ikke, man var informeret, uagtet der ikke forelå nogen egentlig aftale. De tyske bombefly kastede papir, ikke bomber, og befolkningen blev af kongen på det strengeste opfordret til at følge henstillingerne, da ”de tyske tropper var trådt i forbindelse med den danske Værnemagt”, og enhver modstand derfor måtte ligestilles med landsforræderi.
Under disse for vort Fædreland så alvorlige Forhold opfordrer jeg alle i By og på Land til at vise en fuldtud korrekt og værdig Optræden, da enhver uoverlagt Handling eller Ytring kan have de alvorligste Følger. Gud bevare Dem alle. Gud bevare Danmark.
Kongen gjorde dog samtidig klart, at enhver indblanding i landets indre anliggender fra besættelsesmagtens side ville være uhyre uvelkommen. Man kunne blot stille sine krav til ham personligt, så skulle han nok give dem videre til regeringen.
Han fortsatte sine daglige rideture gennem Københavns gader, og kort efter kunne de kompletteres af Margrethes barnevogn – at hun engang skulle blive Danmarks dronning, havde den patriarkalsk sindede monark dog næppe forestillet sig. Danmark var stadig dansk!
Samtidig blev der i den allierede propaganda – som senere blev toneangivende for fremstilingen af de ”fem forbandede år” i medierne og skolebøgerne – gjort en stor indsats for at redde Danmarks ære ved at fremstille dets udenrigspolitik som en kamp mellem dets nationalt sindede monark og den tyskvenlige Scavenius, uagtet det var kongen, der insisterede på hans udnævnelse. Christian skulle endda have båret en jødestjerne som en protest imod det nazistiske jødehad.
Be First to Comment