Hvordan jeg blev woke

Jeg læste for nylig i Politiken om en indvandrer, der var blevet kaldt ”skægabe”. Det fik mig til ligesom at vågne op og komme i tanker om alle de gange, der er blevet råbt skægabe efter mig – indvandrere råber nu mest ”Jesus”.

Børn, der peger og siger se mor, der går julemanden. Så er den dag ødelagt, og man kan ikke gøre andet end at gå hjem og græde i puden.

Jeg tror, skægfobien er meget mere udbredt, end de fleste mennesker regner med, den er blot skjult. Det handler vel også om en vis privilegieblindhed hos de skægløse.

Jeg læste sammesteds et indlæg, hvor ”stæreblind” blev brugt som et skældsord, Hvorfor skal vi synshandicappede hånes og diskrimineres på den måde?

Jeg forstår det ikke. Jeg har også stærkt nedsat syn på det venstre øje, så jeg går tit ind i trafikskilte, der står i venstre side af vejen.

Hvorfor flytter man dem ikke over på det modsatte fortov? Det er vel det mindste, man kan forlange.

Som skægaktivist er jeg samtidig blevet opmærksom på alle de andre uretfærdigheder i samfundet. Jeg overvejer da at tage til Malmø med nogle venner og plyndre et supermarked.

Det vil være min måde som repræsentant for den svenske urbefolkning at gøre opmærksom på tyveriet af Skåne. Jeg talte med en svensker om det, som kom med den sædvanlige undskyldning, at det ikke var ham, men hans fjerne forfædre.

Det synes jeg, viser, hvor rodfæstet svenskheden endnu er. Og jeg er sikker på, at der er mange andre eksempler.

Så lad være med at finde jer i, at nogen siger, at I selv er skyld i jeres problemer. Det er man aldrig.

Vis, at du føler dig krænket. Alt andet vil være krænkende!