Jeder Mensch hält die Grenzen seines eigenen Gesichtsfeldes für die Grenzen der Welt. Men det skal man ikke sige.
Man kan, hvad man vil. Faktisk behøver man slet ikke at ville det, eller i det mindste kun resultatet.
Don’t you oppress me! Det er jo det, der er indbegrebet af undertrykkelse.
Ikke, at vi bliver diskrimineret på grund af vores køn, hudfarve eller seksualitet (hvid heteroseksuel mand), men fordi vi bliver kaldt dumme. Det er jo en fornærmelse!
Der er ikke nogen, der er dumme. Vi har i det højeste en diagnose, og det betyder jo blot, at der skal tages hensyn til os.
I et totalitært samfund er der intet behov for en Big Brother, kun alle de små storebrødre, der bliver store ved at prædike for en hypotetisk lillebror, uden at tænke for meget over, hvad det er, de prædiker. Men begrænsning er livets lov, begrænsede ressourcer og begrænsede muligheder for samfundet og den enkelte.
Verden har ikke brug for en million magikere. Alle kan blive middelmådigheder, men heller ikke mere, medmindre de begrænser sig til det, de kan.
GRIMOIRE er ikke for alle. Også for de få og udvalgte er vejen lang.
Den er ikke en turistbus, hvor du kan døse hen og kigge ud ad vinduet, den stiller dig for foden af et bjerg. Hvis du vil bestige det, må du tage et skridt ad gangen og indimellem bøje dig ned med hænderne på lårene og puste ud, idet du skæver hovedrystende op til den næste umulige afsats.
En bred vej fører op til en restauration nogle hundrede meter oppe. Så hvad laver du her muttersalene kravlende rundt på en bjergside?
Be First to Comment