Tak til den altid opmærksomme Erik Heidemann Andersen for at have gravet denne korrespondance frem, som Henrik Schmidt efterlyste. Der er naturligvis tale om to forskellige indgangsvinkler, og selv om den teoretiske fysiker ”ikke har noget fagligt at indvende” imod mine teorier, er de naturligvis stadig an acquired taste.
The good news er, at de løser alle filosofiens problemer, som også naturvidenskaben stadig tumler med (Hvad er Virkelighed? Hvad er Bevidsthed? Og naturligvis the Big One: Hvordan kan overnaturlige fænomener være blevet erfaret i en sådan grad, at de har været en selvfølgelighed for alle tidligere kulturer – at dette er tilfældet, hvad det er for en virkelighed, de afspejler, og hvordan den kan erfares, er behandlet udtømmende i GRIMOIRE) . The bad news er, at de er ekstremt kontraintuitive og bevæger sig på et intellektuelt niveau, hvor de er utilgængelige for den akademiske verden, bortset fra en fan eller to på Niels Bohr Instituttet.
(HER SKULLE DER HAVE VÆRET ET BILLEDE AF EN GALAKSE, EN PLASTICHJERNE OG STEPHEN HAWKING I RULLESTOL, MEN JEG GAD SGU IKKE)
Kære Jesper Møller Grimstrup!
Jeg er ked af at læse om dine tribulationer i septembernummeret af Forskerforum. Men sic semper innovatoribus!
Jeg ser selv kvantegravitation som en tilbagevenden til en mindre esoterisk fysik. Færre universer og dimensioner!
Måske kunne du have lyst til i en ledig stund at læse første kapitel af min nye roman med udgangspunkt i denne teori. Det er hermed vedhæftet!
Mange Hilsener
Erwin Neutzsky-Wulff
Kære Erwin,
tusind tak for din besked. Og ja, jeg er enig med dig i at nye ideer, nye tanker, ofte møder modstand. Hvis man så bare kunne slutte at den modstand man møder er et tegn på at man har ret, så ville det jo være fantastisk, men sådan er det jo desværre ikke.
Jeg er også enig med dig i at vores projekt – om det så er kvantegravitation eller ej, det er faktisk en smule uklart lige nu – er en slags tilbagevenden til en mere konservativ fysik. Strengteori er jo meget sci-fi agtigt, selvom den faktisk er vokset ud af en række ideer, der i sig selv ikke virker så revolutionerende (supersymmetri fx). Men de ideer, som jeg arbejder på, er meget mere traditionelle og konservative.
Jeg tror at der efter opdagelsen af QM og GR har været en forventning om at det næste skridt ville blive endnu mere skørt, at der så at sige ikke er nogen grænser for hvor mærkeligt tingene kunne blive, så da man i mangel af bedre fandt streng teorien (hvad det så end er) gik man så at sige ”all in” og smed al sund fornuft overbord. Måske kender du bloggen ”not even wrong” af Peter Woit? Han giver en ret sund kritik af tingenes nuværende tilstand.
Bedste hilsner Jesper
Kære Jesper!
Tak for dit venlige svar! Som forfatter og ”filosof” (i det mindste ifølge Nationalencyklopædien) har jeg det naturligvis lidt lettere: no peer review or pressure!
Jeg har ingen ansættelse at tage vare på, kun mine læsere, der betaler huslejen og er vant til lidt af hvert. Mine egne ideer er nok så kontraintuitive, men jeg har altid været en stor fan af empiri og Occams barbermaskine.
”Det uendeligt store og uendeligt små”, som man er så betagede af på folkeuniversiteterne, har aldrig tiltalt mig, så jeg har også været glad for Plancks målestok. Da jeg i sin tid holdt foredrag i Odense sammen med Holger Bech Nielsen, udviklede det sig vist til et mindre skænderi!
Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om mit lægmands bud på dit område. Når du engang når frem til det i papirstakken!
Mange Hilsener
Erwin
Kære Erwin,
jeg er enig med dig mht empiri og Occams barbergrej. Min bog, som blev omtalt i Forskerforum, handler faktisk ikke så meget om forskningspolitik mv. men frem for alt om en ide, som jeg har arbejdet på i næsten 20 år og som går ud på at det videnskabelige projekt vil ende med at vi finder en teori, der er stort set tom. Jeg har også skrevet et par linjer om den tanke her:
Spørgsmålet er selvfølgelig om en ’endelig’ teori eksisterer – hvilket jeg tror er tilfældet – og hvad sådan en teori i givet fald vil fortælle os hvis vi en dag finder den. Og det er her at jeg synes det bliver interessant, for jeg tror ikke at den vil fortælle os noget som helst. Dybest set mener jeg at det videnskabelige projekt er et eksistentielt projekt – vi leder efter svar på vores eksistentielle spørgsmål – men hvad vil der ske hvis det videnskabelige projekt en dag ender uden at vi får svar på noget som helst. Hvis vi bare finder en forholdsvis ligegyldig matematisk selvfølgelighed? Det synes jeg er et utrolig interessant spørgsmål.
Jeg vender tilbage når jeg har læst dit kapitel – jeg kiggede lige hurtigt igennem det og det ser interessant ud. Det skal være en fornøjelse at give dig noget feedback på det!
Bedste hilsner, Jesper
Kære Jesper!
Bemærkningen om ”the mind of God” slog også mig, da jeg i sin tid læste prodigiet Stephen Hawkings ”A Brief History of Time”, som et eksempel på, hvor elendige epistemologer fysikere generelt er. Gud?!
Hvordan kan et teodeistisk princip fra Oplysningstiden som et kvasiskolastisk kompromis mellem kateder og prædikestol rumstere rundt i hovedet på en moderne kosmolog, hans svaghed for AI og UFOer ufortalt? Meget passende følger det en eulogi over en hedengangen filosofi, der havde mere at sige, end at a rose is a rose is a rose.
”I think I can safely say that nobody understands quantum mechanics,” skal Feynman have sagt, hvad jeg så til gengæld har svært ved at forstå. Forklaringen er nok, at naturvidenskabens grundlag stadig er kristent-metafysisk komplet med sjæle, lukkede ure og en gradvis approksimation til en ultimativ sandhed, og at popbuddhistisk yin-yang kvantemystik ikke udgør nogen væsentlig forbedring.
Vi må kort sagt tilbage til fænomenerne og målingerne. Og så i øvrigt droppe bordtalerne om det uendelige universum og den mirakuløse hjerne, der – let’s face it – er a piece of junk, en budcykel bygget om til koncertflygel, med en hel del overflødige tangenter, og flere manglende, og det bedste bevis for unintelligent design.
Et af de tiltalende træk ved kvantegravitation er, at den forliger GR og QM, to ægtefæller, der ikke har talt til hinanden i et århundrede eller så, men det er et kunstgreb, ikke en evig sandhed. Det er ok at prøve at få orden i ”naturens” rodebutik, så længe man ikke tror, den er immanent (eller enfolded).
Så jeg er helt enig med dig i, at man formodentlig vil finde dens flaskepost tom, eller eventuelt fyldt med døde filosoffer, og at den vil forblive sådan, indtil vi finder noget bedre at fylde på den. No Mind of God, no God – in fact, no Mind!
En måling er en måling er en måling. Måske skal der bare det til, at en fysiker og en ”filosof” sætter sig sammen og snakker tingene igennem.
We may not get to know the Mind of God. But at least we’ll know what we’re doing!
Hilsen Erwin
Kære Erwin,
nu har jeg endelig fået tid til at læse det kapitel til din nye bog, som du sendte til mig. Det er interessant og godt skrevet, synes jeg — som fysiker læser jeg det selvfølgelig nok på en lidt anden måde en de fleste andre, jeg kender jo området. Jeg har selvfølgelig også nogle faglige overvejelser, men grundlæggende set har jeg ikke rigtig noget fagligt at indvende. Du skriver på et sted (side 14) at løsningen er at betragte tyngdefeltet — metrikken — som et kvantefelt. Det er klart hvad du mener med det, altså at et kvantiseret tyngdefelt vil løse en del problemer med uendeligheder fx i kvantefeltteorien (processen kaldet renormalisering osv.) — det er en gammel ide at en teori for kvantegravitation vil regularisere kvantefeltteorien. Problemet er bare hvordan. Man har brugt årtier på at formulere en kvantisering af det metriske felt, men uden held. Der er nogle meget alvorlige tekniske problemer; også konceptuelle problemer, faktisk.
Du skriver “Løsningen på problemet – meget forenklet – er antagelsen af, at rummet, tyngdefeltet, er et kvantefelt ganske ligesom det elektromagnetiske”. Faktisk findes der en formulering af GR, hvor de to teorier ligner hinanden ret meget. Det er hvad man kalder Ashtekar variabler. Når man formulerer GR i form af Ashtekars variabler, så er den hvad man kalder en gauge teori. Elektromagnetismen er også en gauge teori — hvad man kalder en Abelsk gauge teori (en Abelsk gauge teori er den simpleste form for en gauge teori; de andre kaldes, sjovt nok, ikke-Abelske gauge teorier). GR formuleret i Ashtekars variabler er en særlig form for ikke-Abelsk gauge teori, hvor gauge gruppen er relateret til det man kalder spin-gruppen, hvilket har med rotationer i rummet at gøre. Det er lidt kompliceret.
Men altså, de her overvejelser er jo ligegyldige for din bog — men hele spørgsmålet om kvantegravitation er interessant. Du har jo ret, problemet er at de to ikke rigtig passer så godt sammen, Einsteins feltligninger er et problem. På den ene side af ligningerne har man noget klassisk; på den anden side noget kvantemekanisk. Hvordan skal det give mening.
Men på den anden side, så har vi NUL direkte evidens for at tyngdefeltet faktisk ER kvantiseret. Nul. Det er blot en formodning. På det sidste er jeg selv kommet i meget alvorlig tvivl om hvorvidt der faktisk findes en teori for kvantegravitation. Jeg tror at man kan finde andre måder at løse problemet på end ved at kvantisere metrikken. Jeg er netop ved at publicere en teknisk artikel, der handler om dette. Det ville jo give meget god mening at årsagen til at tyngdefeltet er så svært at kvantisere netop er at det IKKE er kvantiseret.
De her ting har jeg også skrevet populært om i min bog Shell Beach — også om spørgsmålet om fortolkning af kvantemekanikken, som du også skriver om. Jeg tror måske at du vil finde min bog interessant.
Mht. det du skriver om måleprocessen og de valg man træffer. Ideen om at kollapset af bølgefunktionen — altså en abrupt, ikke-unitær udvikling (betyder: at det totale mål af sandsynlighed ikke er bevaret) — er relateret til vores bevidsthed er meget gammel og går helt tilbage til opdagelsen af kvantemekanikken. En mere moderne ide er at der slet ikke er noget kollaps, men at vekselvirkningerne med omgivelserne effektivt set virker som et kollaps. Det kaldes “decoherence”. Jeg tror at ideerne bag decoherence er korrekte (se fx her https://www.quantamagazine.org/quantum-darwinism-an-idea-to-explain-objective-reality-passes-first-tests-20190722/).
Til slut mht. det du skrev i din mail om begrebet ‘Gud’ og at Hawking og andre nogle gange bruger det. Jeg mener at det skal forstås som en metafor. Når teoretiske fysikere bruger ordet Gud, så er det oftest et udtryk for ‘Universet’, … noget udefinerbart, ikke alt for alvorligt ment.
Jeg vil slutte her. Tak fordi du gav mig mulighed for at smugkigge i din bog, det var interessant. Held og lykke!
Bedste hilsner, Jesper
Kære Jesper!
Forestillingen om et rationelt univers går nok tilbage til forestillingen om en rationel skaber, og her ville en forening af den generelle relativitetsteori og kvantemekanikken givetvis være en gave fra himlen. Supersymmetri går helt tilbage til Aristoteles – syv planeter, syv metaller, og så videre.
At dekoherens er et reelt fænomen, kan der næppe være tvivl om, men den løser ikke kvantemekanikkens fundamentale problem mere end Einsteins skjulte variable. We still don’t understand quantum mechanics!
Vi kan kun måle den ene af to komplementære størrelser med vilkårlig nøjagtighed ved at ignorere den anden, men det betyder ikke, at den ”gemmer” sig. Det er ikke iagttagelsen som sådan, der er problemet, men valget.
Dette synes at betyde, at vi har valget imellem kvantemystik og at ”shut up and calculate”. Problemet er imidlertid ikke, at vi er materialister, men at vi ikke er konsekvente empirister.
Det er en hverdagsforestilling, at vi udgrunder et præeksisterende univers med vores bevidsthed, men det betyder ikke, at den har nogen plads i fysikken mere end solopgange i astronomien. En ”ydre” verden abstraheret fra målingen er så illusiv som ætervinden og et andet af videnskabens smertensbørn, bevidstheden.
Det er endnu ikke lykkedes at få den ned på objektglasset, selv om den åbenbart har fysiske virkninger, ”viljen”. Eller valget.
Åbenbart har man aldeles glemt Oplysningstidens børnelærdom, at den eneste kur mod den metafysiske syge er empiri. Det eneste, ”vi” meningsfuldt kan sige noget om, er målingerne, som altså ikke er målinger af noget.
Sagt på en anden måde: Der er kun iagttagelsen, med iagttageren og det iagttagede som en tolkning, der er impliceret i iagttagelsen. Eksperimentator vælger ingenting.
Logikken fortæller os, at iagttagelse kræver en iagttager og noget iagttaget – to skjulte variable – men logik er intet andet end en syntaks, der er blevet til på mellemplanet, og at noget er kontraintuitivt, betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert. Vi må simpelt hen tilbage til målingerne.
Shut up and measure! Det var her, jeg og Holger Bech Nielsen stødte sammen i Odense.
Der er stadig meget metafysik i fysikken. Det er nok derfor, jeg har en tilbøjelighed til at se den megen snak om Gud som a Freudian slip.
Jeg kan sagtens forstå, at der er noget beroligende ved at se universet som en pædagogisk onkel med mennesket på skødet. Uheldigvis er det ikke videnskab, men teologi.
Held og lykke med forskningen og kampen mod ortodoksien!
Erwin
Kære Erwin,
Jeg tror at jeg begynder at forstå hvad du mener, og faktisk tror jeg at det du siger er helt på linje med min egen måde at se tingene på. Jeg har skrevet om det i min bog (ikke for at gøre reklame, men jeg ville være interesseret i at høre hvad du tænker om mit kapitel om QM) – jeg mener at de problemer vi løber ind i når vi taler om kvantemekanikken skyldes at vi forsøger at forstå den udfra et Newtonsk verdenssyn (det du kalder mellemplanet). Fx. ordet ”eksistere”. Det er efter min mening et metafysisk ord, der dybest set er ligegyldigt. Det eneste, der er relevant, fra et fysisk perspektiv, er hvad vi måler. Kun det. Vi har intet at sige udover det. Og det lyder som om det er på linje med det du siger.
Og på den måde er jeg helt enig med dig i at der er meget metafysik i fysikken. Hele ideen om “en ydre verden” er jo også metafysisk. Jeg mener at det faktisk er meget begrænset hvad vi kan sige om noget som helst – og faktisk er det eneste (som du også skriver) vi kan sige noget om er hvad vi observerer, altså måler. Om en elektron ”findes” når vi ikke måler den er et meningsløst spørgsmål. Et metafysisk spørgsmål, og et spørgsmål, der forudsætter at elektronen er en ”ting”, der eksisterer i en Newtonsk forstand. Det ved vi med sikkerhed at den ikke er.
Så, ja, så vidt jeg forstår dit synspunkt ser det ud til at jeg er helt enig med dig. Og jeg er faktisk også tit frustreret over hvor meget metafysik, der er i fysikken. Og hvor meget metafysik, der tolkes ind i videnskaben generelt. Jeg tror på en måde at vi lever i en tidsalder hvor vi rammer barrierer. Der er grænser for erkendelse, der er grænser for fysisk ekspansion, for opdagelse. Vi støder på grænser overalt. Det synes jeg er ret interessant – det er også det, som min bog handler om. Vi håber, indirekte, på at det videnskabelige projekt vil fortælle os noget om vores eksistens. Men det kommer ikke til at ske. Jeg tror at der altid vil være et mysterie; det er et grundvilkår. Og jeg tror iøvrigt heller ikke på at vi nogensinde vil forstå hvad ”bevidsthed” er – bare at skrive den sætning er meningsløst. Bevidsthed er netop ikke et objekt. Det er et subjekt. Den ”er” ikke noget. Jeg tror at Wittgenstein sagde at bevidsthed er transcendent – og det er vel dybest set korrekt.
Hvad skal der ske videre i din bog?
Det er sjovt, men hvis man finder en teori for kvantegravitation, eller hvis man finder en anden teori, der involverer een eller anden form for ultra-violet ”screening” (altså, at frihedsgrader, der ligger under Plancklængden, ikke spiller nogen rolle), så vil det på en måde være en form for ”anti-gravitation”. Altså, der vil på niveau af fx Planck længden være noget, der modvirker tyngdekraften og forhindrer de divergenser, som vi ellers ser i fx sorte huller, i at opstå. Det er lidt en sjov tanke, synes jeg, for anti-gravitation bliver jo oftest betragtet som et ”crackpot” emne.
Bedste hilsner, Jesper
You are welcome.
Mange tak