Diagnose

Måske aspirerer læseren ikke til magiker. Det er da også vigtigere at blive et menneske.

Alle elsker en taber. Der ikke tror, han er noget.

Der har de samme obligatoriske problemer som vi, der behøver hjælp, alibi og diagnose. Der som rødhåret kender alle fordommene mod de rødhårede, som de privilegieblinde ikke vil anerkende.

Som gør, at det er hårdt nok bare at komme op om morgenen. Hvordan skal det blive bedre, når ingen vil hjælpe?

Når samfundet har svigtet, og alle kun tænker på sig selv? Man er jo heller ikke helt ung længere.

Hvor blev alle de år af, hvor man stadig håbede, at noget ville ændre sig, at nogen ville interessere sig for en? Alle elsker en taber, eller i det mindste fryder sig over ham.

Og det er dog noget. Det er ikke noget, man bliver lykkelig af, men i det mindste ved man da, at det er de andres skyld.

Alternativet er ikke populært, faktisk nærmest lidt psykopatisk: Dette kan og vil jeg! Du fejler ikke noget, andet end at du er dum og doven, som vi alle sammen er.

Men som vi ikke alle sammen bliver ved med at være. Som ikke ser tilbage på dagene som en flok undslupne høns, men som et livsværk.

Hvor hver dag hedder: I dag nåede jeg så langt! Jeg er komplet ligeglad med, om dit livsmål er en lædersofa.

Du er ikke noget søgende menneske. Du er en vinder.

Et menneske, ingen skal fortælle, hvad du skal ønske og sige. Som ikke lader dig intimidere.

Som kalder det, du finder sygt, sygt. Som ikke føler trang til at falde nogen om halsen på grund af hans hudfarve eller seksuelle præferencer.

Som ikke ”kæmper” for, hvad der netop er på mode, ved at gå med og råbe med. Som kæmper din egen kamp mod tiden, den, der vil have dig med, og den, der er ved at løbe fra dig, for at blive det, du er, som du er født til og med.

Er du en mand, så vær det fuldt ud. Er du en kvinde, så bliv det mere for hver dag.

Du er kød og blod, ikke et reklameskilt! Kan du det, er du allerede halvt magiker.