Der er ikke overraskende ikke noget særlig overraskende ved Hohlenbergs analyse. Begejstringen for Hellas og det ret formelle knæfald for kristendommen deler han med nazismen.
Noget egentligt opgør spores ikke. Derfor kan han heller ikke forestille sig, at en anden kultur skulle kunne overtage efter vor egens undergang.
Verden er for længst blevet gjort safe for democracy – det demokrati, der på trods af alle konservative kræfter bragte Hitler til magten – og den mest populære sodavand, og Paris dekreterer ikke burkaer! Der hulkes politisk korrekt over de kulturer, Vesten har udslettet, men de rester, der er tilbage, undslipper ikke den samme politiske korrekthed.
At de indvandrere, man sluser ind som stemmekvæg, er katolikker og imod fosterdrab, bekymrer ikke. Når først børnene kommer i skole og under kniven, ordner det sig selv!
Medierne skamroser de lesbiske politikere, og FBI tager sig af the mama bears. Det er selvfølgelig noget lignende, Hohlenberg frygter.
At vores magelige grækofile navnekristendom skal blive overrendt af en fanatisk og brutal stupiditet som nazisme eller wokeness. For ham repræsenterer det kulturens undergang, ikke rygende ruiner.
”Så kunne alle katedraler og museer og biblioteker være i behold.” De lukkede dog, som vi har set, ret hurtigt.
Uheldigvis er det netop denne holdning, uforståenheden over for en materialistisk befolkning, der ikke er villige til at sulte og fryse for et ideal, der er ruinerende. Hitler ville frelse den europæiske kultur fra de barbariske horder mod øst.
Hvad det var for en kultur, han ville bevare, spurgte ingen om – det var jo vores. Det Danmark, vi kender.
Det er muligt, at Hohlenberg kan ”leve i overensstemmelse med sine tanker og handle efter sin samvittighed”. Men menneskene tænker ikke.
Og deres samvittighed er frygten for repressalier. Det er ikke tankevirksomhed eller samvittighed, der får forstadsfruer til at demonstrere for statsmagtens tæskehold og dødspatruljer, Antifa og Black Lives Matter.
Be First to Comment