”På en anskuelse, der kun regner med det materielle og i mennesket kun ser et led i naturordenen, kan der ikke bygges nogen moral”, og alternativet er individets hensynsløse selvopretholdelse og selvudfoldelse. Nu er selvet jo rent faktisk en social konstruktion – intet jeg uden de andre, og følgelig kan en sådan selvopretholdelse heller ikke være biologisk funderet.
Selvopretholdelsen er artens. En art, der som vores tvinger fattige kvinder til at tage livet af deres fostre og hjælper rige kællinger til at få allergiske kuvøsebørn, har ingen fremtid.
Og hvad den hensynsløse selvudfoldelse angår, overskridelsen af de grænser, naturen og den økologiske niche sætter, er mennesket ganske enestående – vi kalder det udvikling. Alt, hvad der, før de liberale og demokratiske ådselgribbe slog ned, regnedes for ædelt, den romantiske kærlighed, det selvudslettende mod, er forankret i den biologiske menneskenatur.
De flokke, der i dag demonstrerer og demonstrerer for deres kønsløse selvhad, er ikke mennesker, men svin, og hvis de ikke bliver stoppet, vil de udrydde mennesket fra Jordens overflade længe før nogen klimakatastrofe. Og hvorfor ikke, når de værre end nogen Diabolos bagtaler det?
Alle de afhængighedsforhold, menneskene ned gennem historien har indtrådt i, er nu ”slaveri”, og vi gyser velbehageligt over vores barbariske fortid med dens mænd og kvinder, kultur og religion. Derfor er det også planeten, vi vil redde.
Den skal nu nok klare sig. Med os ser det lidt mere sort ud.
”På denne fejlslutning,” skriver Hohlenberg, ”blev den moderne socialisme grundlagt. Man glemte at det at leve af i menneskenes verden betyder noget andet end i dyrenes, nemlig ikke: at æde hinanden, men derimod at have fælles interesser.”
Og mere præcist kan det nazistiske evangelium vel næppe udtrykkes. Hvem sagde klassekamp – laboremus pro patria!
Be First to Comment