Kristendommen

Den kristne frelse er en nåde. Det er ikke en tilstand, mennesket kan nå ad epistemologisk eller etisk vej.

Det vil sige gennem erkendelse eller en lydefri vandel. Vi er alle syndere for Gud og dermed i samme grad fortjente og ufortjente til den frelsende nåde.

Heraf følger umiddelbart to slutninger, som har gjort kristendommen uhyre populær blandt såvel herskere som deres undersåtter. Vi er alle lige, hvilket har fundet sit ultimative udtryk i stemmeretten.

Demokratiet er det politiske system, der gør det muligt for os at tilsige den herskende klasse vores loyalitet, modsat populismen. Demokratiet kan kun bevares i kraft af den frie debat mellem meningsdannerne, og populismen bekæmpes gennem censur af befolkningen.

Kristendommen repræsenterer således et opgør med tre forestillinger. For det første den jødiske legalisme.

For det andet ”kejserkulten”, dyrkelsen af kejserens genius, i videre forstand den naturlige autoritet (som forældrenes over børnene, i hvis billede Romerriget var opbygget). Mennesket har slet ikke nogen skæbne, thi alt er i Guds hånd.

I denne – og kun denne – forstand er frelsen en frigørelse. Og endelig for det tredje den personlige erfaring, som den kom til udtryk gennem mysterierne og filosofien.

At kristendommen var en dommedagssekt, med Jesus som Messias, betød naturligvis, at den ved dommedagens udebliven kun kunne overleve som kulturreligion, en transition, der aldrig helt lykkedes. Hvor pavedømmet så sig selv som en opfyldelse af tusindårsriget, var protestantismen ”revolutionær” i den forstand, at det liberalistiske præg bliver mere udtalt, eller direkte dominerende.

Kristendommen er naturligvis ikke i nogen meningsfuld forstand ”Jesu lære”, den ganske uhistoriske Jesus var en mytologisk figur i lighed med Dionysos og Mithra, til hvem ofte vidt forskellige religiøse og filosofiske forestillinger knyttedes, nogle etiske, andre transcendente. Fælles for dem var stort set kun den for sådanne obligatoriske død og genopstandelse, gennem adoptionen af det mithraistiske tau associeret med det romerske stauros.

De påkrævede apologier for denne skipperlabskovs antog ligeledes to indbyrdes modstridende former, dels en påpegning af, at der blot var tale om stoisk lånegods, dels en benægtelse af den historisk-ahistoriske kristendoms fundering i andre – og tidligere – kulter. De påfølgende bestræbelser gik således i høj grad på at rette ind, idet kættere ofte forfulgtes med endnu større ihærdighed end hedninge, i det mindste større end den, hvormed de kristne nogen sinde var blevet forfulgt.